Galileo Galilei levede i en tid (1564-1642) hvor verdensopfattelsen var anderledes end i dag - ifølge den kirkelige (og dermed herskende opfattelse) var Jorden centrum i universet. Det var en tid med store nyopdagelser, der ændrede grundlaget for vores verdensopfattelse (bl.a. med Columbus’ opdagelse af Amerika i 1492) og for den naturvidenskab, som vi kender den i dag.

Galilei er gået over i historien for sine banebrydende fysiske og astronomiske opdagelser, der fulgte i kølvandet på kikkertens opfindelse i 1609. Galilei udførte en række fysiske eksperimenter, bl.a. vedrørende tyngdekraften, som dannede grundlag for en mere eksakt forklaring på tyngdekraftens tilstedeværelse fremlagt af Newton senere i det 17. århundrede.

Galileis astronomiske opdagelser kom til at påvirke resten af hans liv. Bl.a. opdagede han i 1610, at Månen har kratere, og at Jupiter har måner ligesom Jorden. Hans opdagelse af Venus’ faser bekræftede ham i hans antagelse om, at den bevæger sig rundt om Solen, og at Solen er i centrum af universet. Hans offentliggørelse af denne teori i 1632 i bogen ”Dialogen” bragte ham i miskredit hos kirken, og han blev indbragt for Inkvisitionen, der anklagede ham for kætteri.

Først da han aflagde ed på at ”opgive den af ham indtil da fastholdte mening, at Solen er himmelkuglens centrum og ubevægelig, mens Jorden bevæger sig” (Hansen, 1995:34), blev han benådet fra døden på bålet, men blev holdt i husarrest resten af sit liv (Hansen, 1995; Teichmann, 1988).

Jens-Otto Andersen (kvantificeret gæt: 1955 - ) er født i en anden tid. Videnskaben har siden Galilei gjort mange nye opdagelser, f.eks. tyngdekraft, relativitetsteori, evolutionslære (- og Nietzsche har oven i købet erklæret Gud for død!). En essentiel ting, som videnskaben stadig forsøger, og har problemer med, at give en fuldstændig forklaring på, er begreber som ”liv” og ”bevidsthed” - hvorfor og hvordan er de opstået og hvordan udvikler de sig?

Antroposofi, biodynamisk landbrug og fødevarekvalitet er gennemgående interesser hos Andersen. Hans baggrund vidner om mange erfaringer med det biodynamiske landbrug, antroposofien og det antroposofiske miljø. Et af kendetegnene for antroposofien er at den bygger på en viden om naturen, som havende en åndelig dimension udover den stoflige virkelighed. Antroposofien ser desuden en sammenhæng mellem den åndelige og den stoflige del af naturen således, at kvaliteten af stoffet (f.eks. fødevarer) afhænger af hvorvidt den åndelige dimension, som f.eks. benævnes som planters livskræfter, er veludviklet. Antroposoffer har i mange år arbejdet med at vise tilstedeværelsen af disse livskræfter, og at de påvirkes af dyrkningsforhold og forarbejdningsmetoder.

Andersen er uddannet landmand, med udgangspunkt i det biodynamiske landbrug. Han har studeret videre til agronom på KVL, hvor han blev kandidat i 1992. I sin hovedopgave beskæftigede han sig med planters billeddannende egenskaber, et emne som han har forfulgt i et ph.d. projekt, der netop er færdiggjort i efteråret 2001.

Andersen phd-afhandling har titlen ”Development and application of the biocrystallization method”. Opgaven omhandler biokrystallisering – eller kobberklorid-krystallisering - hvor en opløsning af CuCl₂ tilsættes organiske substanser (bl.a. blod og plantekstrakter), som udkrystalliseres i et krystallisationskammer. Ved at aflæse de isblomstagtige strukturer der fremkommer hævdes at kunne gives en holistisk opfattelse af fødevarernes/blodets kvalitet.

Metodens videnskabelige grundlag og ”anvendelsen af metoden har haft nær tilknytning til det underliggende antroposofiske natursyn, landbrug og videnskab” (Andersen 2001:10). Det antroposofiske syn på naturen adskiller sig grundlæggende fra den naturopfattelse, der er dominerende i den traditionelle moderne naturvidenskab (begge former for videnskab vil blive beskrevet nærmere i næste kapitel) ved, at førstnævnte, som allerede nævnt, opfatter naturen som havende en åndelig dimension udover den rent stoflige, der er genstand for udforskning i den traditionelle moderne naturvidenskab.

1.1 Hvad skal vi bruge disse to personeksempler til?

Galileis astronomiske opdagelser førte til bandlysning i hans samtid, og trusler om døden på bålet. Men trods det at hans opdagelser blev forkastet af den herskende klasse (der stod for den dominerende videnskabsopfattelse), havde han alligevel ret, og i dag vil ingen almindelige mennesker påstå, at Jorden er centrum i universet.

Antroposofiens opfattelse (her repræsenteret af Andersen) af en åndelig dimension i naturen (vitalisme) synes på tilsvarende vis at kollidere med den udbredte forståelse i den herskende naturvidenskab, der betragter naturen som ren stoflighed (antivitalisme). Lad os imidlertid, i nærværende opgave, antage, at antroposofferne kan have ret i, at der findes overordnede livskræfter, en åndelig dimension i naturen. Måske har antroposofferne opfundet metoder og fået øje på eksisterende vitale kræfter i naturen. Kræfter der er usynlige og ubegribelige for de fleste.

1.2 Problemformulering

På baggrund af ovenstående ønsker vi at belyse forskelle og ligheder mellem en antroposofisk og en traditionel naturvidenskabelig tilgang til naturerkendelse og fødevarekvalitet, og hvorledes biokrystalliseringsmetoden, som et eksempel på en billeddannende metode, kan tænkes udbredt og anvendt i fremtiden på KVL.

2. Definitioner af opgavens undersøgelsesområder

Før vi går til en diskussion af videnskabsteoretiske og naturfilosofiske forskelle og ligheder mellem den traditionelle moderne naturvidenskab og antroposofien, synes det praktisk med en kort introduktion til, hvad vi forstår ved traditionel moderne naturvidenskab; antroposofi; og biokrystalliseringsmetoden. I vores definitioner af de to forskellige former for videnskab tager vi udgangspunkt i deres videnskabelige praksis og deres opfattelse af natur, landbrug og fødevarekvalitet.Til sidst i kapitlet beskrives biokrystalliseringsmetoden, som et eksempel på en billeddannende metode fra antroposofien til at vurdere fødevarekvalitet.

2.1 Traditionel, moderne naturvidenskab

Brier (1997:53) skriver:

”Hos hovedparten af de nulevende naturvidenskabsfolk er kravet om objektivitet knyttet sammen med positivisme eller rettere en positivistisk holdning, dvs. at forskningens udgangspunkt er en systematisk registrering af de positivt/objektivt iagttagelige dele af den ydre verden og en søgen efter logisk-matematisk enkle (og smukke) regelmæssigheder i deres fremtræden og adfærd. Man skal så vidt muligt undgå spekulationer om årsager ud over det positivt iagttagelige (…) Der er en tro på, at naturvidenskaben gennem sin systematisering af indsamlede facts faktisk har afdækket de reelle årsager ’bag’ naturens fænomener, og stadig kommer dybere ned i dem. Vi kalder denne holdning for realistisk (realisme) (…) Troen på en lovstyret materiel natur er det, vi kalder mekanisk materialisme. Den erkendelsesteori, der ser videnskaben – særlig den empiriske og matematiske naturvidenskab – som en unik adgang til sandheden, er umiddelbart knyttet til denne ontologi…”

Reduktionisme, empiri, abstrakte teorier, værdifri og objektiv viden om, og erkendelse af, naturen er ord, der bruges af både kritikere og forsvarere til at beskrive det, vi (forfatterne) forstår ved den traditionelle moderne naturvidenskab. Denne måde at bedrive videnskab på og undersøge naturen har sine rødder tilbage i det 16. århundrede, hvor bl.a. Galilei opponerede imod Aristoteles og kirkens verdensbillede, hvor jorden og mennesket befandt sig i centrum af universet. I stedet mente Galilei, som nævnt i indledningen, at solen var i centrum for jordens bevægelse, og han talte for, at eksperimenter og observationer skulle danne grundlag for at komme til bunds i naturen og finde ud af, hvordan naturen i virkeligheden er (Chalmers, 1999; Brier, 1997). Denne måde at tænke videnskab som ”science of facts” (Chalmers, 1999), og at disse fakta skal danne grundlaget for enhver teori, slog for alvor igennem i det tidlige 17. århundrede, og er baggrunden for vores nutidige traditionelle moderne naturvidenskab (Chalmers, 1999; Brier, 1997).

Man kan også sige, at den traditionelle, moderne naturvidenskab bygger på reduktionisme og determinisme, og en tro på at naturen er tilgængelig udelukkende via empiri (Hansen 2000:-35). Naturvidenskaben indtager således en overlegen position til erkendelse af sandheden om naturen og dens lovmæssigheder.

2.1.1. Natursyn og konventionelt landbrug

Kaltoft (1997:66) sammenfatter sin forestilling om hvad den gængse (svarer til vores traditionelle, moderne) naturvidenskab er karakteriseret ved: ”Naturvidenskaberne beskæftiger sig med naturen som stof uden ånd, subjektivitet, teleologier eller normer. De er i denne forstand selektivt fragmentariske beskrivelser af naturen (…) I det omfang at subjektivitet eller normativitet indgår, opfattes det som hidrørende fra mennesket eller kulturen.” Dette, at naturen opfattes ”som stof uden ånd” er et kendetegn ved natursynet i den moderne naturvidenskab, og ”ånd” er knyttet til menneskets bevidsthed og derfor subjektiv og normativ.

Det konventionelle landbrug henholder sig generelt til den positivistiske videnskabsforståelse, som de regner for det eneste mulige grundlag at bedrive videnskab på (Kaltoft, 1997).

Det konventionelle landbrug er desuden,i høj grad, knyttet sammen med økonomisk tænkning således, at naturvidenskaben er anvendt til at opnå en høj produktion og/eller det bedst økonomiske resultat (Kaltoft, 1997).

2.1.2. Fødevarekvalitet

Den traditionelle levnedsmiddelvidenskab definerer hovedsageligt fødevarekvalitet på baggrund af kemiske analyser, inklusiv nogle aspekter af den ernæringsmæssige kvalitet (vitaminer, proteiner mm) og indholdet af skadestoffer som pesticider og tungmetaller (Vogtman, ukendt år), altså som summen af nogle delelementer. Der kan også inddrages sensoriske kvaliteter som lugt, smag og udseende (altså en bredere opfattelse af ”delene”), men da disse relaterer sig til individuelle præferencer, har de reduktionistiske naturvidenskabelige mikrobiologiske, biokemiske, fysiske og fysiologiske områder en helt central placering, når fødevarekvaliteten skal bestemmes. Begrebet kan også indeholde sociale, miljømæssige og politiske præferencer (Vogtmann, ukendt år), som er en bredere kvalitetsopfattelse end de kemiske analyser af fødevarernes ernæringsmæssige værdi. I den brede kvalitetsopfattelse anerkendes samfundsmæssige og psykologiske aspekter af fødevarekvalitet og holdninger og viden vedrørende naturen bliver afgørende for, hvad der betragtes som havende en høj kvalitet. De traditionelle naturvidenskabelige metoder, hvor der måles på indholdsstoffer og patogene organismer til vurdering af fødevarekvalitet kaldes ofte for en reduktionistisk tilgang, hvor de billeddannende metoder, som vi vender tilbage til om lidt, kaldes for helhedsorienterede/holistiske (Jensen et al 2000).

2.2. Antroposofi

Vi vil i dette afsnit redegøre for antroposofiens historie og filosofiske grundlag og for den antroposofiske tilgang til videnskab, deres natursyn og opfattelse af fødevarekvalitet.

Antroposofien[1] tager udgangspunkt i ideer og teorier fremlagt af Rudolf Steiner i begyndelsen af forrige århundrede. Han har givet retningslinier indenfor forskellige områder som f.eks. pædagogik, medicin, religion og landbrug (biodynamisk landbrug), hvorfor Kaltoft (1997:259) kalder antroposofien en ”helhedsforståelse… som tilbyder et alternativt syn såvel som en alternativ praksis”.

Steiner var selv inspireret af Goethes fænomenologiske naturerkendelse, hvilket ses af, at der er respekt for både sanseerfaringer og systematiske naturiagttagelser.

I sin gennemgang af den biodynamiske forståelse lægger Kaltoft (1997) vægt på, at antroposoffer har en anden viden om naturen, som supplerer den traditionelle, moderne naturvidenskab. Denne alternative viden går på, at naturen udover den stoflige dimension også besidder en åndelig dimension (mere om det lige om lidt). Antroposofien kan anskues som en paravidenskab[2], idet antroposofferne respekterer og anvender den traditionelle, moderne naturvidenskabelige viden til at erkende og udforske den fysiske, stoflige dimension af naturen, hvorimod denne viden ikke er tilstrækkelig til at erkende og udforske naturens åndelige dimension, som desuden heller ikke kan rummes i en traditionel moderne videnskab, hvor naturen er ren stoflighed i form af en atomistisk opfattelse af næringsstof- og energistrømme.

2.2.1. Natursyn og biodynamisk landbrug

Antroposoffernes natursyn bygger på ”de fire naturriger”, som omfatter fysiske, æter- og astrallegemer og det åndelige. Det fysiske er det, de etablerede naturvidenskaber beskæftiger sig med, og antroposofien er et supplement til at beskæftige sig med æter- og astrallegemer og det åndelige (Kaltoft, 1997).

Æterlegemet er livskræfter og dækker planteriget. Det giver planterne deres fysiske form, ved at gribe fat i materien og ”belive” den.

Alle dyr har astrallegemer, som har med følelser at gøre, og opstår i forbindelse med at en organisme besjæles og får eget liv.

Åndelighed er specifikt for mennesket, hvilket hænger sammen med, at kun de besidder selvbevidsthed (Kaltoft, 1997).

Biodynamisk landbrug tager udgangspunkt i, at landbruget er en helhed der består af mennesker, planter, dyr og jord. I modsætning til økologer og konventionelle har de dog den opfattelse at forskellige præparater og stjernekonstellationer [3] har gavnlig virkning på planterne og livsprocesserne i jorden mm (deraf navnet bio-dynamisk).

2.2.2. Fødevarekvalitet

Især antroposofferne har forsket i udviklingen af billeddannende metoder, der kunne anskueliggøre (især fødevarernes) vitalitet/livskræfter, der er et afgørende kvalitetsparameter indenfor antroposofien.

Metoderne studerer levende substansers billeddannende egenskaber, og er opstået i erkendelse af/troen på, at kemiske analyser kun afspejler en del af fødevarekvaliteten der er essentiel for levende organismer.

Biokrystalliseringsmetoden blev udviklet af tyskeren Pheiffer på baggrund af en samtale med Steiner. Pheiffer spurgte Steiner, hvorfor det var så vanskeligt for mennesker at ændre deres tænkning og forstå, at der ligger en åndelig verden bag den fysiske. Dertil svarede Steiner: ”Det er et ernæringsspørgsmål. Det er, fordi mennesker spiser forkert. Det påvirker den måde, de tænker på. Således som ernæringen i dag er opbygget, giver den ikke menneskene kraften til at gå fra tænkning til vilje og handling. Vores næringsplanter indeholder ikke mere de kræfter, som de skulle give menneskene” (Brochmann, 1988). Steiner påpegede også tidligere, at jordbrugets opgave er at producere afgrøder, der har en sådan ernæringskvalitet, at de tilgodeser menneskets totale behov. Opgaven er at skabe en ernæring, der gør det muligt for menneskeheden at udvikle sig på en social og kulturel rigtig måde (Brochmann, 1988). Ved hjælp af åndsvidenskaben inddrager antroposofferne, at maden ikke kun påvirker os fysiologisk, men også påvirker vores tankevirksomhed og åndelige udvikling, og de ønsker at bringe os længere indenfor både landbruget og ernæringen end blot til at kunne dække menneskets daglige kalorieindtag.

Ifølge antroposofisk teori er der sammenhæng mellem en afgrødes billeddannende egenskaber (typer og grader af ordnede strukturer - organisationsgrad) og dens ernæringsmæssige kvalitet. Et biokrystalliseringsbillede siger noget om afgrødernes ’organisationsgrad’, ’belivningsgrad’ og ’vitalkvalitet’ (Andersen 2000), som er ord antroposofferne bruger til at udtrykke kvaliteten.

Den åndelige dimension er ikke en del af den traditionelle naturvidenskabs måde at anskue naturen på og de nævnte termer (vitalkvalitet m.fl.) er selvsagt ikke anerkendt i den traditionelle, moderne videnskab, som et udtryk for afgrøders ernæringsmæssige kvalitet (Jensen et al 2000).

2.3. Billeddannende egenskaber og biokrystalliseringsmetoden

Pfeiffer udviklede biokrystalliseringsmetoden for, at kunne studere dannende processer i naturen og udvikle en måde at bedømme materialers livsprocesser, som en integreret del af den antroposofiske videnskab (Andersen, 2001). Ifølge Brochmann (1988) blev det vigtigste spørgsmål for Pfeiffer, om det var muligt entydigt at påvise og studere indflydelsen af ”livskræfterne”. Hun sammenligner tilstedeværelsen af livskræfter med tyngdeloven, magnetisme og elektricitet, som er udtryk for usynlige kræfter, som man kun opdager fordi de indvirker på materien.

De billedannende metoder (for yderligere indsigt se appendix I), bygger på en holistisk tilgang til fødevarekvalitet.

Andersen (2001:22) skriver om biokrystalliseringsmetoden:

”It is argued that the potential of the method lies not in the analytical precision, but in yielding information about the organisation of the plant as a whole organism, about the physiological balance between anabolic and catabolic processes, about the formative forces which are the driving forces behind the biochemical processes, and about the degree to which the plant has realized its potential under the given conditions. Thus the intentions and applicability of the analytical methods and the picture developing methods are different, whereby they may complement each other. It is argued that the methods express what is more than a sum of analytical parameters, and that they may as such be characterized as holistic.”

Ved biokrystallisering blandes planteekstrakter med en opløsning af CuCl₂, hældes i en petriskål og krystalliseres under standardiserede forhold. Ved at beskrive og fortolke de isblomstlignende strukturer (i forhold til deres orden/uorden) menes at kunne siges noget om fødevarernes oprindelse (dyrkningsforhold, behandlinger) og kvalitet (se bilag II og III for at få en visuel forståelse!).

Andersen (2001) har i forbindelse med sit phd-arbejde etableret et krystallisationskammer, der ikke er udsat for ydre påvirkninger, har konstant temperatur mm. Endvidere har han, i samarbejde med forskere på DTU fået lavet et computerprogram, der kan omsætte de visuelle billeder til tal. Efter udkrystallisationen scannes de med en Agfa-scanner på basis af en 256 gråtoneskala.

Derefter indlæses data i computerprogrammet, der tillægger de forskellige gråtoner talværdier. Det bemærkes dog, at scanneren ikke kan opfatte alle nuancer i billedet.

Andersen (2001) har anvendt det kunstige blodprodukt PVP[4] som standard, og resultaterne indikerede en stærk korrelation mellem forskelle i de morfologiske udfald af metoden, og forskelle i PVPs forskellige isomere.

3. Videnskabsteoretisk forståelsesramme:

Kuhns perspektiv på paradigmer i videnskaben

Som videnskabsteoretisk forståelsesramme, til at anskue og diskutere den traditionelle moderne videnskab og antroposofi, vil vi bruge dele af Kuhns videnskabsteori, som den er beskrevet af Pedersen (1995). Vi ønsker at bruge Kuhns videnskabsteoretiske begreber, om paradigme, inkommensurabilitet, anomali og revolution, da vi mener, at det vil være frugtbart i forståelsen af forskelle og ligheder mellem de to videnskabers syn på, og anvendelse af, biokrystalliseringsmetoden.

3.1. Kuhns videnskabsteori

Kuhn er kendt for sine videnskabsfilosofiske overvejelser vedrørende videnskabers udvikling.

Hans bog ”The scientific revolutions” udkom i 1962. Heri redegjorde han for, at videnskabelige teorier ikke udvikler sig ’lineært’, men i spring. Videnskabelige teorier skal, ifølge Kuhn, forstås ud fra deres egne historiske præmisser, og en ændring af disse præmisser (metafysiske og ontologiske antagelser og begrebsramme) er det, der for alvor ændrer videnskabelig teoriudvikling.

Kuhns syn på videnskabens udvikling var oprørende, da den blev fremsat i 1960’erne. Det var et opgør med den positivistiske opfattelse af videnskab, der havde været dominerende indtil da, hvor videnskaben blev betragtet som en overlegen erkendelsesteoretisk proces, der over tid ville muliggøre en erkendelse af verden, som den virkelig er. Kuhn blev fortaler for et videnskabssyn, der ikke betragter videnskaben for at være en sådan rationel fremadskridende proces fri for antagelser og værdier. Ifølge Kuhn er der ikke noget, der tyder på, at de videnskabelige teorier giver en stadig mere sand beskrivelse af virkeligheden (Pedersen, 1995).

Kuhn brugte ordet paradigme til at beskrive mønsteret i videnskabelig teoridannelse . I Kuhn’sk forstand er et paradigme

”et system af stiltiende antagelser, der bestemmer forskernes opfattelse af virkeligheden, deres fag og de metoder og standarder for gyldighed, som benyttes inden for faget. Forskerne socialiseres ind i paradigmet under deres uddannelse, og deres senere forskning vil bestå i at forfine og uddybe paradigmet. I denne periode stiller man ikke spørgsmål til de fundamentale teorier, men man anvender dem til at formulere og løse de problemer, som er vigtige for at kunne forstå og videreudvikle den opfattelse af virkeligheden, som paradigmet definerer” (Pedersen 1996:11).

Kuhn underbygger sin paradigmeteori med videnskabshistoriske eksempler (jf. historien om Galilei, som indleder denne opgave, hvor teorien om jordens centrale plads i universet afløses af teorien om, at solen er i centrum med jorden bevægende sig rundt om denne).

Pedersen (1995) skriver endvidere, at en af Kuhns store fortjenester, er hans beskrivelse af hvordan et paradigme afløses af et nyt. Kuhn bruger termerne ’anomali’ og ’revolution’ til at anskueliggøre dette. Anomalier er fænomener, som ikke uden videre kan forklares via de gældende teorier om årsagssammenhæng og forklaringer af tingenes tilstand og udvikling. Det er disse anomalier, der driver den videnskabelige teoriudvikling. Endvidere gælder det, at nogle anomalier kan forklares ved at justere i de gældende teorier og forklaringsmodeller uden egentlig at ændre ved de grundlæggende antagelser og præmisser for det gældende paradigme. Andre gange viser anomalien/anomalierne sig imidlertid, at være uforklarlige via disse teorier, og derved åbnes op for helt alternative forklaringsmodeller, der udspringer af en helt ny/anderledes måde at anskue situationen på.

Som nævnt er Kuhns fokus på at forstå de videnskabelige teorier udfra de tilgrundliggende metafysiske og ontologiske antagelser og begrebsrammer. Hans pointe er, at paradigmatisk forskellige teorier netop er forskellige på disse områder, og at dette svarer til ikke at have et fælles sprog til at formulere og løse videnskabelige problemstillinger. Dette kalder han for inkommensurabilitet. Pedersen (1995: 25) skriver:

”Når Kuhn (…) taler om inkommensurabilitet, mener han delvis usammenlignelighed, dvs. at der vil være grundlæggende træk i de to paradigmer, som forskerne kun delvis vil kunne opnå indbyrdes forståelse om. Men samtidig må det understreges, at uenigheden vedrører dybe træk ved paradigmerne, træk der truer en rationel kommunikation på tværs af disse. Og der findes intet udenfor eller oven over paradigmerne, som kan udgøre en fælles kommunikationsbasis.”

En anden måde at forstå inkommensurabilitet på er som ’uoversættelighed’ af en teori fra et paradigme til et andet paradigme, da forskerne i de to forskellige paradigmer ikke deler et sprog, der kan forestå en sådan opgave. Kuhns synspunkt er at: ”Man forstår kun to paradigmer ved at beherske dem begge. Det er ikke muligt at bygge det ene ind i det andet, uden at væsentlige informationer går tabt” (Pedersen, 1995:35).

3.2. Diskussion

Der er adskillige eksempler på manglende forståelse og anerkendelse mellem antroposoffer og traditionelle naturvideskabsfolk, hvilket følgende to citater udtrykker. Vogtmann (ukendt år) mener, at biokrystalliseringsmetoden opfattes som ”ny og mærkelig af en klassisk uddannet videnskabsmand, fordi metoden ikke leder til tal, der kan behandles statistisk, men i stedet til billeder og form” I en videnssyntese om ”Økologiske fødevarer og menneskets sundhed” fandt forfatterne, at

”…området endnu må betragtes som relativt dårligt udforsket, idet der endnu kun foreligger ganske få regelret publicerede videnskabelige undersøgelser. Det er endvidere et betydeligt problem, at de forskellige forfatteres metoder til rangordning af billederne varierer, hvilket vanskeliggør en nærmere sammenligning af resultater opnået af forskellige forskergrupper” (Jensen et al 2000:48).

Citaterne antyder, at antroposofien og naturvidenskaben har karakter af at være to adskilte paradigmer. En sådan paradigmatisk forskel kan, i overensstemmelse med Kuhns teori, forklares ved deres forskellige ontologiske og metafysiske antagelser og begrebsrammer vedrørende naturen. Antroposofferne opfatter naturen som bestående af fire naturriger – den ene repræsenterer den fysiske verden og de tre andre det levendes livskræfter, sjæl og ånd. Ifølge antroposofisk teori er biokrystalliseringsbillederne et udtryk for planternes livskræfter. Livskræfterne er essentielle for afgrødernes ernæringsmæssige kvalitet således, at der er en direkte sammenhæng mellem menneskets fysiske og åndelige sundhed, og indtagelsen af fødevarer der stammer fra livskraftige afgrøder. De traditionelle naturvidenskabsfolk opfatter naturen som udelukkende fysisk. De mener ikke, at der er empirisk grundlag for, at betragte naturen som besjælet, da det ikke kan iagttages på objektiv videnskabelig vis, og derfor eksisterer det først og fremmest som en del af menneskets (her antroposoffernes) bevidsthed og ikke som en fysisk realitet. Der er således uenighed om de metafysiske antagelser - hvorvidt der eksisterer livskræfter i naturen. Overordnet kan man sige at antroposofferne ikke anerkender den reduktionistiske tilgang til at erkende naturen, idet den anses for mangelfuld til forståelse af fødevarekvalitet mm. Omvendt forkaster naturvidenskaben enhver tilstedeværelse af livskræfter, og dermed det antroposofiske natursyn, da tilstedeværelsen af de fire naturriger anses for metafysisk tågesnak.

Antroposofien og naturvidenskaben har delvist et fælles sprog, da antroposofferne bruger naturvidenskaben til at udforske den fysiske verden. Andersen har bevidst forsøgt at sætte sig udover problemet med at forskellige forfatteres rangordning af billederne er en subjektiv og ikke anerkendt metodik i den traditionelle naturvidenskab. Dette har han gjort, ved at udvikle et computerprogram til aflæsning af krystallernes informationer. Derved omsættes kvalitative data til kvantitative, og metoden går fra subjektiv til objektiv, og bliver reproducerbar og uafhængig af individet der betragter billedet.

Blandt antroposoffer og traditionelle naturvidenskabsfolk er der enighed om, at metodens resultater viser, at der er forskel på planternes billeddannende egenskaber i forhold til deres dyrkningsmæssige historie, men fortolkningen af resultaterne er forskellig. Diskussionen går ikke på om biokrystalliseringens billeder afspejler disse ikke-fysiske kræfter, men på om der er en sammenhæng mellem afgrødernes kvalitet, traditionelt forstået, og de fremkomne billeders karakter. Et eksempel på at resultaterne fortolkes forskelligt, og at interessen i metoden er forskellig, er at, set fra et ’normalvidenskabeligt’ synspunkt, kan den være interessant, idet den åbner mulighed for at påvise forskelle på afgrøder med forskellig dyrkningshistorie (f.eks. økologiske og konventionelle), som ikke umiddelbart kan vises via traditionelle metoder. Biokrystalliseringsmetoden kan altså forklares udfra forskellige teoretiske og erfaringsbaserede forståelser af naturen, hvilket viser sig ved at fortolkningen af resultaterne er afhængig af, om det er antroposofisk orienterede eller traditionelt orienterede forskere, som anvender metoden og fortolker resultaterne. Dette er et eksempel på inkommensurabilitet.

Den traditionelle videnskab anerkender, at der er forskelle i planternes billeddannende metoder, afhængig af dyrkningshistorie, men de er imidlertid ikke altid i stand til at forklare disse forskelle udfra traditionelle teorier. Projektgruppen for den tidligere omtalte videnssyntese om økologiske fødevarers kvalitet (Jensen et al 2000) fandt i en litteraturgennemgang, at de billeddannende egenskaber varierer mellem konventionelt, økologisk og biodynamisk dyrkede afgrøder, og at der i nogle tilfælde er forskelle i afgrødernes billeddannende egenskaber, selvom der ikke er forskelle i traditionelle kvalitetsparametre. Heri ligger en anomali, der kan løses ved at justere på de gældende teorier[5] eller ved at anerkende tilstedeværelsen af livskræfter, og deres billeddannende egenskaber.

Såfremt naturvidenskaben ikke formår at forklare planters billeddannende egenskaber via deres egen logik kan det påstås, at naturvidenskaben er nødt til at anerkende tilstedeværelsen af livskræfter, som den bedste forklaring på biokrystalliseringsbilledernes fremkomst. Såfremt naturvidenskaben vælger at acceptere livskræfternes tilstedeværelse, er der tale om en videnskabelig revolution, idet de grundlæggende antagelser om naturen/livet er ændrede.

4. Naturopfattelse og erkendelse i relation til biokrystalliserings metoden

Modstanden fra den normalvidenskabelige verden mod biokrystalliseringsmetoden beror dels på tilstedeværelsen af livskræfterne (som vi diskuterede i sidste afsnit) og dels på, at metodens resultater hidtil har bygget på enkeltpersoners visuelle bedømmelse.

Rudolf Steiner er af antroposoffer karakteriseret som en person med ”overnaturlig” indsigt, og ligeledes siger Jens Otto Andersen i et interview med Jord og Viden (Bisgaard Thomsen, 2001), om schweizeren Dr. Ursula Balzer-Graf (der er den der har lavet flest forsøg med biokrystallisering og har givet metoden en vis udbredelse i videnskabelige kredse), at hun ”kan se noget, som de fleste andre ikke kan se – ingen tvivl om det”.

Også om Jens Otto Andersen er det sagt, at han besidder særlige evner: ”Jens-Otto kan noget med æbler. En lille købmand på hjørnet mellem Thorvaldsensvej og Hostrups Have solgte i vores studietid æbler, der var gamle, rynkede og ofte viste de sig at være rådne indeni. Jens-Otto kiggede på æblerne i et stykke tid og så udvalgte han nogle, der viste sig altid at være utrolig saftige. Når vi andre selv valgte æblerne var de som regel halvrådne indeni. Jens-Ottos kommentar til os var: Det er deres indre glød det kommer an på”. Fortalt af Simme Eriksen, studiekammerat til Jens-Otto Andersen (personlig meddelelse).

Vi vil derfor i dette afsnit diskutere, om det er muligt at besidde særlig bevidsthed, om den er medfødt eller kan tillæres.

Syttenhundredetallets videnskabsmænd (som Galilei tilhørte) skabte deres resultater på baggrund af en udelukkelse af bevidstheden fra naturens verden, idet de dermed kunne koncentrere sig om den verden der var målelig, objektiv og meningsløs og dermed fri for intentionalitet.

Searle (1992) mener, at denne udelukkelse af bevidstheden beroede på en falskhed, idet bevidsthed i dag opfattes som en integreret del af naturen.

Bevidsthed er i traditionel naturvidenskabelig forstand reduceret til at være ”en biologisk egenskab ved menneskets og bestemte dyrs hjerner. Den skabes af neurobiologiske processer og er en ligeså naturlig del af den biologiske orden som (…) fotosyntese, fordøjelse og mitose”. Han skriver videre om begrebet bevidsthed, at der ikke findes overlap mellem at være bevidst og være ikke-bevidst (bevidstløs under fx søvn og narkose), men at der findes forskellige grader af bevidsthed (Searle 1992). Hvis der optræder forskellige grader af bevidsthed, hvad er så årsagen? Er det genetisk bestemt? Er det sociale, kulturelle og miljømæssige påvirkninger der er årsagen?

Hvis vi antager, at bevidstheden er genetisk bestemt, så er egenskaben medfødt, og kan ikke påvirkes via de sociokulturelle faktorer.

Steiner mener, at menneskets åndelige udvikling hænger sammen med fødevarernes ernæringsmæssige kvalitet (livskræfter). Hvis en naturvidenskabelig forsker skulle forklare et sådan fænomen, ville han sandsynligvis forklare det ved, at madens indholdsstoffer påvirker de neurobiologiske processer i hjernen.

Knud Jensens (Jensen 2001) snakker om, at der altid er ’tavs viden’ involveret i fortolkningen af videnskabelige resultater. Tavs viden er den viden, som tages for givet, og denne opstår under en forskers uddannelsesforløb hvor forskerne socialiseres ind i en bestemt videnskultur (Pedersen 1995). En teori er instrumentet til at forstå sammenhæng, men en (abstrakt) teori kan ikke stå alene – den kræver en fortolker, der kan anvende teorien på den rigtige måde. Jensen bruger NMR-spektroskopi som eksempel på, at der i naturvidenskaben findes metoder, der kræver visuel bedømmelse og fortolkning. Dette synes at svare til fortolkning af billdedannende metoder (bilag II) Fælles for de nævnte metoder er, at for det utrænede øje/den ’uoplyste hjerne’, vil forsøgsresultaterne ikke give nogen mening, mens de, for den oplyste, med det samme vil kunne gøres til genstand for fortolkning. For det trænede øje vil det endvidere være muligt at erkende forskelle, som ikke opdages af nybegynderen. Jens Otto Andersen siger selv, at ”man skal væbne sig med tålmodighed, og ikke forvente at kunne aflæse krystallernes budskaber uden videre” (Bisgaard Thomsen, 2001). Dette taler for, at det ikke er medfødte egenskaber, der bestemmer fortolkningen af f.eks. forsøgsresultater, men at dette tillæres i et uddannelsesforløb (forstået i bred forstand) og er afhængig af de teorier, som man præsenteres for og lære at beherske.

5. Accepten og udbredelsen af biokrystalliseringsmetoden

Indtil nu er vi blevet bekræftet i, at antroposofien og den traditionelle, moderne naturvidenskab er to forskellige paradigmer. I dette afsnit diskuteres om de to paradigmer kan eksistere sammen på KVL, og hvad det evt. vil betyde for udviklingen af de respektive former for videnskab.

5.1. Antroposofi på KVL

For at biokrystalliseringsmetoden kan tænkes udbredt og anvendt på KVL er det nødvendigt, at den er forenelig med videnskulturen Studerende på Handelshøjskolen i København har vist, at der findes to videnskulturer på KVL. ”Den dybest rodfæstede videnskultur har sit udspring i den positivistiske videnskabstradition, hvor der kun findes ”én virkelig sandhed”, som der kan erhverves fuldstændig og objektiv viden om. Denne viden kan udvikles i skrift og tale, og den kan indlæres” (Rasmussen og Langer, 2001).

Den anden, som kaldes den nye videnskultur har ”et langt mere nuanceret forhold til viden, kompetencer og autoriteter. Der opereres i vid udstrækning med usikker viden, tavs viden, fortolkninger og konkurrerende paradigmer (…). Det opfattes som et grundvilkår, at der findes forskellige opfattelser af hvad viden er, og at nogle af disse opfattelser ikke altid er forenelige. Den nye kultur forkaster, at ”fuldstændig og objektiv viden” er det eneste værdifulde, der skal indlæres på et universitet” (Rasmussen og Langer, 2001).

De to videnskabskulturer, synes vi godt kan betragtes i et paradigmatisk perspektiv, idet de ikke blot repræsenterer ”forskellig videns- og kundskabssyn, men også forskelligt menneskesyn” (Rasmussen og Langer 2001). Sagt med andre ord er anskuelsen af videnskabens karakter grundlæggende forskellig i de to beskreven videnskulturer. Hvor den første videnskultur har en tro på at, det er muligt at opnå en sand viden, er ’sandheden’ til diskussion indenfor den nye videnskultur. Dette kan ses som endnu et eksempel på Kuhns påstand om, at videnskaben (her forstået som de to videnskulturer) ikke udvikler sig linært, men i spring. Vi forventer, at den nye videnskultur vil få flere tilhængere fremover.

Eksistensen af de to videnskulturer er interessant i denne sammenhæng, fordi antroposofien som en alternativ forståelse, vil have større chancer for at komme til orde inden for den nye videnskultur.

Rasmussen og Langer har deres placering på Institut for Jordbrugsvidenskab, Sektion for Økologisk Jordbrug. Disse forsøgte tilbage i 1970’erne, at få godkendt en opgave om økologisk jordbrug, men denne blev pure afvist som ”nonsens”. Deres tilstedeværelse på KVL i dag som lektorer tyder imidlertid på, at der er fundet en fælles accept af det naturvidenskabelige fundament for forskningen. Dette eksempel illustrerer, at en tidligere alternativ strømning indenfor landbruget i dag er blevet accepteret. Her er der altså tale om en tidsmæssig faktor, der gør det ’uacceptable’ ’acceptabelt’, og det kan tænkes, at det samme vil gøre sig gældende for antroposofien. Andersen har dog den holdning, at det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at forske antroposofisk på Landbohøjskolen, hvor orienteringen er ensidig stoflig. Andersen har været med til at opbygge og er tilknyttet et antroposofisk forskningscenter beliggende i fællesskabet Hertha mellem Århus og Skanderborg. Forskningscenteret er finansieret via private fondsmidler (Hansen 1999).

Andersen mener endvidere, at det er vigtigt, at han som biodynamiker også kan tale det naturvidenskabelige sprog: ”På den måde kan man få flere i tale… det er bedre at nå folk på deres eget sprog i dette tilfælde naturvidenskaben” (Hansen 1999:68). Andersens arbejde på KVL blev gjort udfra den betragtning at en større udbredelse af biokrystalliseringsmetoden kræver en standardiseret teknik, hvormed billederne kan evalueres og undersøges for sammenhænge til andre eksperimentelle egenskaber og dokumentere metodens potentiale til at udtrykke høj fødevarekvalitet. Dette gjorde han som nævnt i sit ph.d. projekt ved via computerteknologi, at udvikle en metode til objektiv billedanalyse af de billeder, som fremkommer ved biokrystallisering. Værdierne vedrørende præcision og metoder til objektivt at indhente reproducerbare data, er kendetegnende for den gængse naturvidenskab. Andersen forklarer, at disse værdier også er vigtige for videnskabeligt arbejde udført i henhold til et antroposofisk grundlag. På denne baggrund konstaterer Hansen, at Andersen er interesseret i at forandre eller udvide naturvidenskaben, frem for at melde sig ud af den forståelse og hun kalder ham for en brobygger (Hansen 1999).

5.2. Reduceret antroposofi?

Hansen stiller spørgsmålet om, hvad det indebærer at acceptere hovedstrømmens præmisser for at blive taget seriøst. Hun ser det som et brud med den sansebaserede tilgang (inspireret af Goethes fænomenologi), som ligger i antroposofien, at standardisere kobberklorid-krystallisationsmetoden ved at lade en computer tolke billederne (Hansen 1999). Dette svarer til at noget bliver reduceret bort når biokrystalliseringsmetoden skal sættes ind i en traditionel, naturvidenskabelig sammenhæng og ’oversættes’ til deres fagsprog, der ikke omfatter begreber som ’organisationsgrad’, ’belivningsgrad’ og ’vitalitet’. Det bortreducerede består f.eks. i, at computeren ikke opfatter alle de nuancer i billedet, som det menneskelige øje kan se. En anden bortreducering forekommer hvis en accept af metoden, blandt traditionelle naturvidenskabsfolk, ikke medfører en accept af antroposoffernes natursyn, der anerkender tilstedeværelsen af livskræfter, men i stedet forklare de fremkomne resultater ved at justere i deres egne teorier uden at ændre de grundlæggende antagelser (dvs. at anomalien ikke danner baggrund for en videnskabelig revolution).

6. Opsamling og konklusion

Vi startede med at berette om hvordan Galileis astronomiske opdagelser omstyrtede det herskende verdensbillede. Hans observationer blev muliggjort på baggrund af udviklingen af ny teknologi – kikkerten. Hans ideer blev forkastet af den herskende klasse. Dette gjorde vi for at drage en parallel til Jens-Otto Andersen og hans arbejde med at få accepteret biokrystalliseringsmetoden, som en metode til at vurdere fødevarekvalitet. Andersens antroposofiske natursyn er ikke anerkendt i traditionelle naturvidenskabsfolk, der er baseret på en antivitalistisk naturopfattelse.

Vi stillede os selv spørgsmålene om hvilke forskelle og ligheder der er mellem antroposofien og den traditionelle moderne naturvidenskab for på den baggrund at sige noget om antroposofiens udbredelsesmuligheder - kan antroposofien tænkes at danne grundlag for en ny verdens-/naturopfattelse, hvor det accepteres, at naturen indeholder vitale kræfter.

Vi har fundet, at antroposofien og naturvidenskaben er to adskilte paradigmer mht. deres opfattelse af naturen. De benytter dog begge naturvidenskabens metoder til at undersøge den fysiske del af naturen, men antroposofferne kan ikke anvende naturvidenskaben til at undersøge den åndelige dimension, som de mener eksisterer, af naturen.

Det at de, i en vis udstrækning, kan mødes om det naturvidenskabelige fundament, gør det muligt at introducerer en antroposofisk ide og metode, som biokrystalliseringsmetoden, i den dominerende traditionelle naturvidenskab. Noget reduceres imidlertid bort når metoden skal forstås af videnskabsfolk, der ikke er tilhængere af eller velfunderede i antroposofien. Dette gælder f.eks. at den fænomenologisk sansebaserede erkendelsesform i antroposofien erstattes af computerteknologi. Et andet forslag, nævnt i opgaven, er at metoden accepteres, men ikke udfra den antroposofiske fortolkning, der er baseret på tilstedeværelsen af livskræfter.

Der er en vis parallel mellem Jens-Otto Andersen og Galileo Galilei i deres anvendelse af teknologi til at observere hidtil ukendte naturfænomener. Hvorvidt introduktionen af biokrystalliseringens billeder vil føre til en videnskabelig revolution og en ændret opfattelse af naturen, som havende en åndelig dimension, er for så vidt et åbent spørgsmål, som tiden må bringe svaret på.

7. Litteraturliste

andersen, J. 2001: Development and application of the biocrystallization method.

Ph.D.-opgave. Institut for jordbrugsvidenskab, sektion for økologisk jordbrug. Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole, København.

ANDERSEN, JENS-OTTO 2000: Billeddannende metoder – baggrund og metodik. I: Jensen et al: Økologiske fødevarer og menneskets sundhed. Rapport fra videnssyntese udført i regi af Forsknngsinstitut for Human Ernæring, KVL. Forskningscenter for Økologisk Jordbrug, appendix.

Bisgaard Thomsen, B. 2001: Smuk som en isblomst. Jord og Viden nr. 21, 25. oktober. Dan mark. S. 10-11

BRIER, SØREN 1997: Videnskabens Ø. Introduktion til videnskabsteori med særlig vægt på natur- og informationsvidenskab. 4. udgave, NSU Press, s. 53-59.

Brockmann, I. 1988: Biodynamisk Jordbrug fra vision til virkelighed. Hernov, Danmark

CHALMERS, A.F. 1999: What is this thing called Science? 3. udgave, Open University Press, Buckingham, s. 1-58 og 104-129.

HANSEN, JENS MORTEN 2000: Stregen i sandet, bølgen på vandet. Stenos teori om naturens sprog og erkendelsens grænser. 1. udgave, Fremad, s. 9-45.

Hansen, K. G. 1995: Verdensopfattelser. OP-forlag, Danmark.

HANSEN, METTE WEINREICH 1999: Forskning og Økologi. Mellem hovedstrøm og alternativ – en kvalitativ undersøgelse af værdiorienteringen indenfor forskning i økologisk jord brug. Specialeprojekt, Institut for Økonomi, Skov og Landskab. Sektion for Metode- og Projektarbejde, KVL, s. 62-101.

JENSEN, KATHERINE O´DOHETY et al 2000: Økologiske fødevarer og menneskets sundhed. Rapport fra videnssyntese udført i regi af Forsknngsinstitut for Human Ernæring, KVL. Forskningscenter for Økologisk Jordbrug, s. 29-78.

JENSEN, KNUD J. 2001: On interpretation in chemical research. Thte case of NMR spectroscopy. I: Emmeche, red.: Kompendium i naturfilosofi – naturvidenskabernes teori, grund lagsproblemer og verdensbilleder, 9. rev. udg., Center for Naturfilosofi og Viden skabsstudier ved Det naturvidenskabelige Fakultet, Niels Bohr Instituttet, KU, s. 89- 100.

KALTOFT, PERNILLE 1997: Naturetik som praksisbegreb. En undersøgelse af naturforståelse, praksis og viden i økologisk jordbrug. Phd-afhandling, Institut for Teknologi og Sam fund. Danmarks Tekniske Universitet.

PEDERSEN, STIG ANDUR: Kuhns videnskabsfilosofi, dens udvikling og betydning. Indledning i: Kuhn: Videnskabens revolutioner. Fremad, s. 7-32.

Rasmussen, J. og V. Langer 2001: Pejling af fremtidens agronomuddannelse.

Jord og Viden nr. 18, 13. september. Danmark. S. 10-12

Searle, J. R. 1992: consciousness and Its Place in Nature.

The recovery of the mind. The MIT Press, Cambridge, Massachusetts. S. 206-215

Teichmann, J. 1988: Verdensbilleder i forvandling. Astronomi og fysik i kulturhistorien.

Teknisk forlag A/S.

Tingstad, A. 2001: Kvalitet og metode – med udgangspunkt i stigbilleder til kvalitetsvurdering af fødevarer. Ph.D.-opgave. Kemisk Institut. Den Kongelige Veterinær og Landbo højskole, København.

Vogtmann, H. ukendt år: New approaches to the determination of food quality.

Food quality. Concepts and methods. Proceedings of the Colloquium organised by Elm Farm Research Centre in association with the University of Kassel. Elm Farm Research Centre. S. 44-49.

[1] Forstavelsen ”antropo-” betyder til menneske, og ”-sofisme” er iflg. fremmedordbogen ”et argument eller argumentation som umiddelbart ser sammenhængende og logisk ud, men som er overvejende spidsfindigt eller bevidst fordrejet”, mens ”-sofisk” i oldtidens Grækenland henviste til ”en lærer i veltalenhed” (Gjellerup og Gad, 1988).

[2] Med paravidenskab mener vi den relation, der findes indenfor flere videnskaber, f.eks. psykologi/parapsykologi, hvor parapsykologien omfatter emner som clairvoyance og telepati, der ligger udenfor ”normalpsykologiens” område, eller det kan sammenlignes med forholdet mellem astronomi og astrologi (beskrevet af Larsen et al., 1995). For forholdet mellem normal-/paravidenskaben gælder, at paravidenskaben som regel erkender normalvidenskabens forskningsområde, mens det omvendte ikke er tilfældet. Fælles for de nævnte paravidenskaber er, at de opfatter normalvidenskaben som utilstrækkelig, og at de erkender/ tror på en åndelig dimension, der eksisterer parallelt med den, som normalvidenskaben studerer. Paravidenskab refererer til, at videnskaberne eksisterer parallelt, og at der er overlap i deres forskningsområder. For forholdet mellem astronomi/astrologi gælder, at begge videnskaber udforsker stjernekonstellationer og planeternes placering - men afsøger og bruger resultaterne vidt forskelligt – astronomerne til at fastslå universets oprindelse og udvikling – astrologerne til at forudsige livets gang.

[3] Tyskeren Maria Thun udarbejder en såkalender, der bygger på, at bestemte stjernekonstellationer har gavnlig indvirkning på planternes vækst, ligesom månen også påvirker flod og ebbe. Kalenderen udarbejdes for hvert kalenderår, og anviser tidspunkter som er gavnlige for såning af hhv. blad- og rodfrugter. Maria Thuns teorier er ikke anerkendt i normalvidenskabelige kredse.

[4] PVP (polyvinylpyrrolidone) er et syntetisk polymert organisk stof udviklet af tyskerne under 2. verdenskrig, fordi de manglede bloddonorer.

[5] F.eks. ved at nuancere deres teori om kvælstof, således at kvælstof ikke bare er kvælstof, men at forskellige former for kvælstof påvirker en plantes billeddannende evner. Antroposofferne påstår faktisk, at kvælstof ikke blot er kvælstof, men at gødningstypen (kemisk, husdyrgødning, kompost) har betydning for planternes billeddannende egenskaber. Pointen her er imidlertid muligheden for at den traditionelle naturvidenskab kan forklare fremkomsten af de forskellige billeder uden at tilskrive naturen en åndelig dimension.

Forord

Indholdsfortegnelse

1. Indledning