Mindeplader

Dagligstuen, østdør

Den Ukendte Frihedskæmper

Ingen tekst

Dagligstuen, vestdør

Den Danske Sømand

Den 30. september 1939, endnu ikke een måned efter krigens udbrud, sænkedes den danske kulbåd "Vendia" i Nordsøen uden varsel af en tysk undervandsbåd. Ved samme års udgang, altså efter fire måneders krig og i et tidsrum, da Danmark var neutral og ubesat, var 9 skibe gået tabt, og 111 danske søfolk havde sat livet til.

I påsken 1940, senere kaldt den blodige påske, krigsforliste 7 danske skibe, og 78 sømænd omkom.

I tiden fra krigsudbruddet og til den 9. april 1940 sænkedes i alt 29 danske skibe, og 356 danske sømænd mistede livet.

Den danske sømand var altså endnu inden Tyskland besatte Danmark en virkelig prøvet og grundig hærdet veteran i krigen.

Den 9. april 1940 fik alle danske skibe i udeflåden - handelsflådens største og nyeste skibe, repræsenterende 65% af hele tonnagen - ordre til at søge neutral havn, fortrinsvis italiensk eller spansk. Denne ordre blev ikke efterkommet, idet de danske skibe på eget initiativ fortrinsvis søgte britisk havn og blev optaget i den britiske handelsflåde. Denne handling bidrog meget til at styrke Danmarks ellers svindende anseelse blandt de allierede nationer, hvor man på det tidspunkt nærmest var af den opfattelse, at Danmark var et tysk lydland.

Under hele krigen omkom ialt 1400 danske sømænd og mange satte helbred og førlighed til for stedse. Ialt sænkedes 222 danske skibe, eller 49% af tonnagen pr. 1. september 1939.

Der danske sømand er - med rette - blevet kaldt Danmarks første frihedskæmper.

Nr. 3 på Organistgangen

Mogens Hammer

født den 21. januar 1911 - død den 11. januar 1946

Mogens Hammer blev student i 1929, kom i maskinlære. tog den almindelige maskinisteksamen i 1935 og - efter at have sejlet nogle år - den udvidede eksamen i 1939 - 40.

Den 9. april 1940 befandt Mogens Hammer sig i Irland om bord på S/S Aarø, hvor han var maskinmester. Han mønstrede straks ud med engelsk skib og sejlede i konvojfart mellem Canada og England. I januar 1941 kom han med på det første hold frivillige, som S.O.E. uddannede til specialopgaver. Den 27. december 1941 sendtes den unge læge, Carl Johan Bruhn, og Mogens Hammer ind over Danmark med flyvemaskine med den opgave at etablere kontakt mellem dansk modstandsbevægelse og England. I nærheden af Haslev sprang de to unge mænd ud. Bruhns faldskærm foldede sig ikke ud, og han dræbtes i faldet. Tabet af kammeraten var i mere end een forstand et slag for Mogens Hammer. Den medfulgte radiosender var blevet knust, og som assistent for Carl Johan Bruhn var Mogens Hammer næsten uden kendskab til de nærmere instruktioner for ekspeditionen. Med energi og frygtløshed arbejdede Mogens Hammer imidlertid videre på egen hånd, men opgaven var tung at løfte. Stemningen blandt befolkningen var på det tidspunkt negativ over for sabotage. Det lykkedes dog Hammer ved utrætteligt arbejde og personlig dristighed at få kontakt med kredsen om "De frie Danske" og komme i radioforbindelse med England. Men ulykkelige begivenheder med razzia og drab på danske modstandsfolk og Hammers eventyrlige mod gjorde hurtigt opholdet her i landet uholdbart for ham, og i september 1942 beordredes han til England, men sendtes øjeblikkelig tilbage til Danmark igen, da den nye leder af kontakten mellem England og Danmark, C. M. Rottbøll i mellemtiden er blevet dræbt. I oktober 1942 var Hammer atter i Danmark, men hans arbejde besværliggjordes allerede af den grund, at han var kendt og efterlyst af tyskerne. Han afløstes derfor hurtigt af Flemming Muus og dirigeredes til London, og resten af krigen gjorde han tjeneste som løjtnant i Royal Army Service Corps.

Han omkom ved en brandulykke om bord på et troppetransportskib, som han var chef for. Mogens Hammer ligger begravet på Garnisons kirkegård i København.

Nr. 4 på Østgangen

Børge Thing. Bopa

Børge Thing

Ingen tekst.

Nr. 5 på Organistgangen

Christian X

Kong Christian X

Ingen tekst.

Nr. 6 på Organistgangen

Hermann Johannessen

Poul Hermann Johannes Johannessen

født den 25. oktober 1910 ‑ død den 5. september 1942

Hermann Johannessen var født i København, uddannede sig til kok og sejlede senere som hovmester.

Ombord i S/S Lilian, J. Lauritzens Rederi, oplevede han den 9. april 1940 i Rouen, hvorfra S/S Lilian, der som det sidste danske skib slap ud af havnen, inden Frankrig kapitulerede.

Skibet nåede sikkert til England og sejlede her i kystfart under stadige bombeangreb.

I 1941 meldte Johannessen sig til de frie danske i London, der netop var blevet oprettet, og han kom herfra ind i den afdeling af den britiske hær, der senere skulle blive til Special Forces (S. O. E.). Han blev her uddannet til faldskærmsmand og telegrafist.

Den 17. april 1942 landede han med faldskærm sammen med Chr. Mich. Rottbøll og Max Mikkelsen ved Jyderup.

Johannessen var herefter med til at etablere modstandsarbejdet i Danmark, og hurtigt efter sin ankomst fik han oprettet en regelmæssig radioforbindelse med London.

Hans vigtigste arbejde var at oversende militære efterretning er. Først i september 1942 skulle Johannessen videresende nogle vigtige meddelelser om tyske ubådsbevægelser i Kiel. På dette tidspunkt var det vanskeligt at finde steder at sende fra, og da der i dette tilfælde også var tekniske vanskeligheder at overvinde, måtte han gentage forsøget flere dage i træk fra samme sted.

Herved blev tyskerne i stand til at pejle ham, og den 5. september indkredsede man senderstedet med stort opbud af politi.

Johannessen blev overrasket og taget efter en kort kamp, men forinden nåede han at få ødelagt vigtige papirer og koder. I bevidstheden om sit arbejdes betydning og for at undgå at blive tvunget til at røbe sine kammerater, slugte Johannessen sin giftpille og døde omgående.

Nr. 7 på Organistgangen

Marie Bundesen

født den 31. december 1894 ‑ død den 7. marts 1955

Marie Bundesen blev født nytårsaften 1894 i Horne ved Hirtshals og var eneste barn i ægteskabet mellem daværende adjunkt ved Sorø Akademi, senere rektor ved Nykøbing Falster Kathedralskole, N. P. Hoff‑Hansen, og hustru Arengaard, født Behrens.

Marie Bundesen blev student i 1913, og i tiden op til genforeningsåret tog hun ivrig del i studenterlivet og blev kendt som studenterrevyernes unge kvindelige hovedkraft. I 1914 kom hun på Det kgl. Teaters elevskole, hvor hun traf Ludvig Brandstrup, den senere forfatter og revyskuespiller, med hvem hun var gift fra 1916 til 1925. I 1916 debuterede hun på Dagmarteatret, kom senere til Scala, optrådte på gæstespil i Bergen, Stavanger, på Odense Teater og andre steder og opnåede en betydelig popularitet som operette‑ og revyskuespillerinde. I 1927 indgik hun ægteskab med daværende søløjtnant, reassurancemægler Hector Bundesen, og trak sig snart tilbage fra scenen for at hellige sig et meget lykkeligt privatliv.

Da Danmark blev besat deltog Marie Bundesen ved sin mands side ivrigt i modstandsarbejdet. Ægteparrets villa var ofte samlingssted for medlemmer af Frihedsrådet og andre illegale. I august 1944 blev hun arresteret, men frigivet efter 7 ugers forløb. Efter frigivelsen etablerede hun under dæknavnet "Mads" en virksom kontakt mellem fangerne i Vestre Fængsel og Frøslev og kammeraterne uden for.

Ved krigens slutning var Marie Bundesens muntre, varme og ualmindelige frygtløse personlighed kendt og elsket af store kredse inden for modstandsbevægelsen.

Modig til det sidste kæmpede hun gennem syv år mod den sygdom, der endte hendes liv den 7. marts 1955.

Nr. 9 på Organistgangen

Peter Bogstad Mandel "Jens Stage"

Peter Bogstad Mandel

født den 9. maj 1924 - død den 25. april 1945

Peter Bogstad Mandel var eneste søn af kontorchef Carl Mandel og hustru, den norskfødte Aase Mandel, født Kihl.

Han tog realeksamen fra Metropolitanskolen i 1941 og gik derefter på Niels Brocks Handelsskole.

Han afbrød sine studier for at træde ind i modstandsbevægelsen og blev medlem af "Holger Danske".

I påsken 1944 holdt han ferie i Svaneke. Han så en allieret flyvemaskine nødlande i nærheden af Nexø. Han cyklede trods luftalarm til stedet, hvor han fandt de amerikanske flyvere. Han gav dem sit pas og de penge, som han havde, og forklarede dem, hvorledes de bedst kunne slippe væk. En tysk patrulje kom til stede, men han ledte dem på vildspor ved at flygte og derpå lade sig arrestere. Under forhørene fastholdt han, at han var blevet tvunget til at handle, som han gjorde. Han blev løsladt, og de amerikanske flyvere nåede velbeholdent til Sverige.

Et medlem af Peter Mandels gruppe arbejdede på godsbanegården i København, hvor han, når han så sit snit til det, omadresserede de tyske fremsendelsespapirer, så godset havnede hos modstandsbevægelsen. En sending på fjorten pansernæver kørtes således til Mandels hjem, hvor der - med forældrenes tilladelse - var depot for ammunition og våben.

Den 22. april 1945 tog Peter Mandel med en kammerat til Haslev for at afhente ammunition, der skulle nedkastes fra en allieret flyvemaskine. Flyvemaskinen blev forfulgt og gennemførte ikke nedkastningen. På hjemvejen erfarede imidlertid Peter Mandel og hans kammerat om en nazist, der lå inde med våben, og de besluttede at sikre sig disse. Under aktionen kom tysk politi til stede, og det kom til kamp.

Peter Mandel blev såret under kampen og blev ført til lazarettet på Nyelandsvej. Her døde han tre dage senere. Man kender ikke de nærmere omstændigheder ved hans død.

Efter befrielsen begravedes han i Mindelunden i Ryvangen. På Metropolitanskolen er der opsat en mindetavle for ham og ti andre elever, der også faldt i modstandskampen.

Nr. 11 på Organistgangen

Nordahl Grieg

Johan Nordahl Brun Grieg

født den 1. december 1902 - død den 2. december 1943

Nordahl Grieg fødtes i Bergen, hvor hans far var lektor ved katedralskolen. I 1920 tog han studentereksamen og kom så ud at sejle en tid. I 1922 udkom hans første digtsamling og i 1924 hans første roman. I 1923 - 24 studerede han i Oxford, og i 1925 tog han lektoreksamen. Så fulgte nye rejser, nye digte og skuespil, og Nordahl Griegs litterære personlighed begyndte at tage form. I de desperate kriseår før og efter 1930 begyndte en voksende forståelse for de sociale problemer at gøre sig gældende hos den unge digter.

I årene 1933 - 34 var Nordahl Grieg i Sovjetunionen, og derefter fulgte de 3 skuespil "Vor ære og vor magt" (1935), "Men i morgen - " (1936) og "Nederlaget" (1937) samt romanen "Ung må verden endnu være" (1938). Med disse værker placerede Nordahl Grieg sig blandt tredivernes store digtere.

Sit eget livs drama byggede han op efter de samme store, krævende linier, som er grundtonen i hans digtning. Dette blot at skrive om frihed og idealer var ikke nok for Nordahl Grieg. Han var en kæmpende humanist. Da borgerkrigen rasede i Spanien fulgte han begivenhederne på nært hold som krigskorrespondent. Det som sømanden, soldaten og flyveren måtte lide under krigen, måtte også han lide.

Da tyskerne besatte Norge, deltog han som menig soldat i transporten af nationalbankens guldbeholdning til England, og i 1940 - 41 gennemgik han en soldateruddannelse på den norske krigsskole i England, men det blev ikke som reporter eller soldat, men som det frie Norges store digter, at Nordahl Griegs navn udødeligt er knyttet til kampen mod nazismen.

Som krigskorrespondent deltog han natten til den 3. december 1943 i et bombetogt over Berlin. Den maskine, hvori Nordahl Grieg befandt sig, blev skudt i brand, og ingen af de ombordværende overlevede nedstyrtningen.

Nr. 13 på Organistgangen

Norge

I 125 år have Norge ikke været indblandet i krig, og ved den anden verdenskrigs udbrud var den norske regering indstillet på, at det også denne gang skulle lykkes at holde Norge uden for de stridende parter.

Den 9. april 1940 angreb Tyskland imidlertid Norge. Der blev udstedt mobiliseringsordre, og et engelsk ekspeditionskorps blev afsendt til undsætning, men den 9. juni 1940 måtte den åbne kamp mod tyskerne indstilles.

Den norske regering og kong Håkon måtte tage til England. Herfra fortsatte regeringen kampen mod tyskerne. Den overvejende del af den norske handelsflåde befandt sig i allieret tjeneste og sikrede derved londonregeringens økonomi, hvorved man blev i stand til at oprette en norsk hær og flåde samt et norsk luftvåben i England.

Hjemme i Norge havde den af tyskerne indsatte statholder samt forræderen, Vidkum Quisling, delt magten mellem sig. I begyndelsen forsøgte de at vinde nordmændene med gyldne løfter, men den norske befolkning lod sig ikke friste.

Så satte terroren ind.

I 1940 blev een nordmand henrettet af tyskerne, in 1941 henrettedes 34 nordmænd og i 1942 måtte 105 patrioter lade livet foran de tyske henrettelsespelotoners bøssepiber. Norske jøder blev i stort tal deporteret til polske tilintetgørelseslejre. I 1943 blev 6 - 700 norske studenter deporteret til Buchenwald, og i 1944 blev Finmarken totalt ødelagt, da de tyske tropper måtte trække sig tilbage for de russiske tropper. I samme omfang som terroren voksede, styrkedes den norske hjemmefront. Sabotagernes antal steg; der opnåedes kontakt med londonregeringen, og hjemmefronten var, da kampen mod tyskerne gik ind i sin slutfase, parat til at træde ind i åben kamp mod landets undertrykkere. Den 9. maj kapitulerede imidlertid tyskerne, og hjemmefronten fik hurtigt afvæbnet de tyske tropper i Norge, og de norske landsforrædere blev interneret.

Den norske befolknings ranke holdning under det tyske åg vakte oprigtig beundring overalt i den frie venden og i de besatte lande - ikke mindst i Danmark.

Nr. 15 på Organistgangen

Jørgen Haagen Schmidt "Citronen"

Jørgen Haagen Schmidt, Citronen

født den 18. december 1910 - død den 15. oktober 1944

Jørgen Schmidt var en rastløs natur, og det var vanskeligt for ham at underordne sig en almindelig rolig tilværelse. Hyppigt skiftede han arbejde for at finde det job, som bedst kunne tilfredsstille hans mange evner og interesser.

Da besættelsen kom, benyttede han enhver lejlighed til at genere tyskerne. Han udførte hvad man kunne kalde privatsabotage, altid ene, altid for egen regning og altid på en opfindsom måde.

I foråret 1943 kom Jørgen Schmidt i kontakt med sabotageorganisationen Holger Danske, og han sørgede for, at en af gruppens første aktioner rettedes mod Citroënfabrikken hvor han på det tidspunkt var ansat. Trods sit samarbejde med Holger Danske gik han oftest sine egne veje, og ene mand gjorde han det ud for en hel gruppe. En nær ven og fælle fandt han i flammen, der også var en enspændernatur.

I foråret 1944 blev han en af flygtningetransportens organisatorer, men arbejdede fremdeles også i fællesskab med Holger Danske, og han blev efterhånden kendt af alle - venner som fjender.

Den 19. september 1944 blev han under razziaen mod politiet arresteret i falsk politiuniform. Han undveg, blev såret og taget til fange igen, men undervejs i ambulancen til det tyske lazaret dræbte han sin fangevogter og undslap. Han kom på Frederiksberg Hospital, fik en blodtransfusion og blev derefter anbragt i en villa hos en bekendt. Her kom han langsomt til hægterne igen. Men gestapo havde opsporet hans skjulested, og en aften i oktober 1944 angreb 200 mand villaen, Citronen, der opbevarede en kuffert fuld af våben for sin ven flammen, der nogle dage forinden var død, satte sig til modværge i en kamp der varede flere timer, og som kostede tyskerne fem dræbte og en snes sårede, før han selv faldt.

Nr. 17 på Organistgangen

Danske i Siam

Siam

Gennem lange tider har Danmark haft meget nære forbindelser med Thailand (Siam), og mange danske har været med til at modernisere landet.

Ved den anden verdenskrigs udbrud befandt der sig cirka 200 danskere i Siam. Den 9. april 1940 henvendte Den danske Klub i Bangkok sig til den engelske regering og anmodede om, at klubbens medlemmer måtte indtræde i den britiske hær. Men tilbuddet blev ikke modtaget.

Den 8. december 1941 invaderede japanerne Siam, der kapitulerede efter 5 timers kamp. Siam trådte ind i krigen på japansk side ved den 25. januar 1942 under diktatoren Bibul Songkram at erklære U.S.A. og England krig. Det kom dog aldrig til egentlige kamphandlinger.

Ved Singapores fald internerede japanerne omkring 70000 englændere, der indsattes på arbejdet på jernbanelinien Bangkok - Rangoon. Arbejdet var umenneskeligt hårdt, og da tropesygdomme og kolera samtidig hærgede de udmarvede fanger, var dødsprocenten frygtelig høj.

De øvrige englændere, der befandt sig i Siam, blev interneret af siameserne. Disse englændere udførte trods interneringen et storslået hjælpearbejde for deres landsmænd, der var under japansk fangenskab. Heri støttedes de af danskerne i Siam, som under hele krigen frit kunne bevæge sig i landet,

Det lykkedes aldrig japanerne at få den siamesiske befolkning over på deres side. Allerede i 1942 organiserede befolkningen en modstandsbevægelse, og denne fik senere støtte fra U.S.A. Da japanerne kapitulerede, var Siam helt behersket af proallierede styrker, der på egen hånd kunne afvæbne og internere de i landet værende 95000 japanere.

Danske i Siam ønskede også at give et bidrag til opførelsen af frihedskollegierne i Danmark. Al teaktræ, der i så rigt mål smykker 4. Maj - Kollegiet i København, er således en gave fra danske i Siam.

Nr. 19 på Organistgangen

Jørgen Staffeldt

født den 30. december 1912 - død den 25. december 1944

Partiet Dansk Samling opstillede ved rigsdagsvalgene i april 1939 for første gang en kandidatliste, men opnåede ikke at blive repræsenteret.

Straks efter besættelsen startede Dansk Samling en folkelig og national propaganda. Partiet fik tilslutning fra mange begavede og fremstående danske patrioter. Ved rigsdagsvalgene i marts 1943 havde det undsagt såvel de danske nazister som de gamle med tyskerne samarbejdende partier. Det fik stor tilslutning og tre mandater blev valgt ind i folketinget.

Efter den 29. august 1943 gik partiet som organisation ind i modstandsbevægelsen.

Jørgen Staffeldt, der var uddannet bankmand og revisor, sluttede sig tidligt til partiet. Ved krigsudbruddet var han medlem af dets forretningsudvalg, og i begyndelsen af krigen opgav han sin private stilling for helt at hellige sig partiets nationale oplysningsarbejde, der bl.a. bestod i afholdelse af store møder samt udsendelse af flyveblade og pjecer i masseoplag.

Efterhånden gik Jørgen Staffeldt over til udelukkende illegalt arbejde og var til sidst en af modstandsbevægelsens ledende skikkelser. Han blev leder af sabotageorganisationen Holger Danske i efteråret 1943, fra nytår 1944 var han desuden partiets repræsentant i Frihedsrådets M - udvalg. Derudover ledede han partiets opbygning af væbnede grupper.

Jørgen Staffeldt blev arresteret i februar 1944. Samtidig med, at hans sag skulle for en tysk krigsret, udbrød en folkestrejke. Sagen blev udsat. I august 1944 blev han sendt til Frøslev og kom over Neuengamme til Porta Westfalica, en mindre såkaldt arbejdslejr, hvor der ikke var gaskamre eller krematorier. Men sult, kulde og mishandlinger gjorde lejrens dødsprocent høj. Af dens danske fanger bukkede mere end halvdelen under, blandt dem var Jørgen Staffeldt. Han døde juledag 1944.

Nr. 21 på Organistgangen

Bent Faurschou Hviid "Flammen"

Bent Faurschou Hviid, "Flammen"

født den 7. januar 1921 - død den 18. oktober 1944

"Flammen" var en af modstandskampens navnkundige personer. Under besættelsen fortaltes der et utal af historier om denne rødhårede, let lapset klædte unge mand, som atter og atter bluffede eller skød sig fri af en overlegen fjende. I gestapokredse og blandt nazismens danske håndlangere var han hadet og frygtet. Tyskerne kaldte ham for "lystmorder" og beskrev ham iøvrigt som "akademisk sportstype og mesterskytte".

Bent var søn af en hotelejer i Asserbo. Efter nogle år i købmandslære hjalp han en overgang faderen i dennes forretning. Derefter begyndte han sin uddannelse på forskellige københavnske hoteller.

Da Danmark blev besat, gik han straks ind i modstandsbevægelsen. Gennem illegalt bladarbejde kom han i forbindelse med "John", der sørgede for, at han kom ind i sabotabearbejdet, og som sabotør deltog han i de fleste af de større aktioner indenfor "Holger Danske".

Allerede som dreng havde han lært at omgås skydevåben, og under aftjening af sin værnepligt vandt han i 1942 som marinens bedste skytte en pokal. Hans skydefærdighed samt hans store koldblodighed og snarrådighed gjorde ham særligt egnet til at påtage sig en modstandskampens mest krævende opgaver - stikkerlikvideringen.

"Flammen" udførte en række af bedrifter, og tit befandt han sig i stærk livsfare. Her er en enkelt karakteristisk beretning: En dag blev han på et kontaktsted angrebet af 3 gestapofolk. Medens de var i færd med at undersøge ham, stak han pludselig hånden ned i sin jakkelomme, og gennem lommen skød han 2 af gestapofolkene, hvorefter han flygtede. Den tredie gestapomand tømte sin revolver efter ham uden dog at ramme. Da "Flammen" blev klar over at tyskerens magasin var tomt, stoppede han op, vendte tilbage og skød ham ned.

Den 18. oktober 1944 overraskede tyskerne ham i en villa, hvor han tilfældigt opholdt sig. Han var ubevæbnet, og så ingen anden udvej end at tage sit liv med gift.

"Flammen" blev dekoreret med "Medal of Freedom", og der er rejst en mindesten for ham i Asserbo.

Nr. 23 på Organistgangen

Holger Danske

Sabotagegruppen Holger Danske stiftedes i foråret 1943. Stifterne var folk omkring forretningen "Stjerne - Radio" i Istedgade, hvor man gennem længere tid havde ærgret besættelsesmagten ved at spille engelske melodier i en højttaler, der vendte ud mod gaden.

"Tom" Søndergaard var gruppens første chef. Han var især kendt fra sprængningen af Forum. Han arresteredes af dansk politi i juli måned 1943, men befriedes af et par falske kriminalbetjente, der hentede ham fra Vestre Fængsel til "forhør".

I slutningen af august 1943 blev gruppen imidlertid på det nærmeste revet op, og dens medlemmer rejste til Sverrig. Men allerede i oktober var Holger Danske genopbygget og udvidet til at omfatte 6 grupper med ialt 50 mand, og man havde intim kontakt med engelske faldskærmsfolk.

I december 1943 var "Tom"s afløser så stærkt eftersøgt, at han måtte sendes til Sverrig. Brødrene Staffeldt overtog så ledelsen, men blev arresteret i februar 1944. Arrestationerne var i sommeren 1944 så hyppige, at der af de oprindelige 6 grupper kun var rester af en enkelt gruppe tilbage. En tid var "Bergstrøm" (Knud Larsen) chef. Han kom fra Bopa med sin gruppe af sabotører. Han blev fanget i september 1944 og døde få dage efter i Vestre Fængsel. Organisationen var herefter løsere formet med stærkt selvstændige grupper. Ved kapitulationen talte Holger Danske 475 mand, hvoraf 2 var fra tiden med de 6 grupper, og der var ingen fra Søndergaards oprindelige gruppe.

Holger Danskes største indsats var likvideringen af mere end 200 stikkere og andre landsforrædere, der betød en fare for den københavnske modstandsbevægelse. Desuden gennemførtes et betydeligt antal sabotagehandlinger, der især var rettet mod mindre fabrikker og virksomheder, som i mange tilfælde arbejdede 100 procent for tyskerne.

Blandt de kendteste aktioner var likvideringen af hipo - chefen Erik V. Petersen, kapringen af færgen "Storebælt", der førtes til svensk havn for næsen af et tysk krigsskib, angrebet på Lundtofte flyveplads og sabotagen mod B & W.

Gruppen mistede over 60 mand. 29 ligger i Ryvangen.

Nr. 25 på Organistgangen

Robert Jensen "Tom"

Robert Jensen

født den 15 august 1900 - død den 24. juni 1944

Modstandsbevægelsen oprettede og udbyggede med tiden en betydelig illegal trafik over Øresund, og trods omfattende tysk kontrol lykkedes det ikke besættelsesmagten på noget tidspunkt at bryde det illegale Danmarks kontakt udadtil.

Udbygningen af de illegale ruter tog navnligt fart under jødeforfølgelserne i efteråret 1943. En af de betydeligste illegale transportlinier over Øresund var Dansk - Svensk Flygtningetjeneste, som oprettedes ved direkte samarbejde mellem danskerne og svenskerne. Denne organisations leder var Robert Jensen, også kaldet "Tom".

Robert Jensen var handelsuddannet og ejede sammen med en kompagnon firmaet "Gyberg & Jensen". Han havde længe deltaget som aktiv i modstandskampen. Da en kreds af svenske jøder stillede 160000 kr. til rådighed for transporttjenesten over Øresund, påtog Robert Jensen sig beredvilligt ledelsen heraf. Han bestred hvervet med stor dygtighed og udførte et så omfattende arbejde indenfor transporttjenesten som næppe nogen anden.

Derudover løste han mange andre opgaver. Han indså tidligt betydningen af, at der tilgik udlandet oplysninger om den danske modstandskamp og de hjemlige forhold iøvrigt. Han sikrede sig derfor daglig postforbindelse med Sverige og organiserede eksprespost med særlige både.

Om formiddagen den 24. juli 1944 stormede gestapo Robert Jensens kontor. Han var da i færd med at gennemgå dagens post med 2 medarbejdere og faldskærmsmanden Ole Geisler. Det lykkedes Ole Geisler og den ene af medarbejderne at undslippe, men Robert Jensen og hans nære ven, Thork. Tronbjerg, blev begge skudt på stedet.

Nr. 27 på Organistgangen

Anders Lassen

Anders Frederik Emil Victor Schau Lassen

født den 22. september 1920 - død den 9. april 1945

I Anders Lassens slægt er der militære traditioner. Faderen var kaptajn og udmærkede sig i vinterkrigen 1939 - 40 i Finland. Oldefaderen og to af dennes brødre faldt under kampene ved Dybbøl, en fjerde broder faldt ved Mysunde og en femte broder døde efter sår, han havde pådraget sig i slaget ved Fredericia. Oldefaderen til Anders Lassens moder var general Krogh, sejrherren fra Isted.

Anders Lassen var på Herlufsholms Kostskole til sit 15. år. I 1938 tog han ud at sejle som elev i handelsflåden. Den 9. april 1940 befandt han sig i den persiske havbugt som matros på et handelsskib. Han meldte sig i den først anløbne havn til de væbnede styrker, men afvistes. I stedet for sejlede han som "gunner" indtil 1941. For denne tjeneste tildeltes han "The Atlantic Star".

I februar 1941 indtrådte han i den engelske hær som menig. I maj 1942 blev han sekondløjtnant, i november samme år premierløjtnant, i 1943 kaptajn, og i oktober 1944 udnævntes han til major.

I 1941 deltog han i de mange togter, der rettedes metodisk mod de tyske kanalstillinger. I 1942 kæmpede han i en særlig kommando, der opererede i det ægæiske hav.

Han faldt den 9. april 1945 på den italienske front under et skinangreb.

Anders Lassen blev 3 gange dekoreret med Military Cross. Derudover havde han 7 andre udmærkelser, og efter sin død tildeltes han - som eneste udlænding under den anden verdenskrig - The Victoria Cross.

I et kondolencebrev til Andres Lassens moder skrev den engelske konge: "Vi beder til, at Deres lands taknemmelighed for et så ædelt offer i dets tjeneste kan være Dem i nogen grad til trøst."

Nr. 36 på Østgangen

Kaj Holbech

Kaj Gersdorff Holbech

født den 6. marts 1901 - død den 14. oktober 1944

Kaj Holbech havde studentereksamen og filosofikum. Han begyndte som forsikringsmand, men i 1926 gik han over til journalistik. Han blev politireporter ved B.T., og i 1935 blev han dette blads redaktionssekretær. I 1938 knyttedes han til Billedbladet.

Under besættelsen overtog Kaj Holbech redaktionen af "De frie Danske", der var startet af en illegal kreds "Vædderen", som blev revet op i 1943. Kaj Holbech havde tidligere været knyttet til bladet som meddeler.

Han gjorde dette blad til et mønster for den illegale presse. Især var bladets illustrationer fortrinlige, f. eks. den segnefærdige, pakkebelæssede tyske orlovssoldat på Fredericia Banegård på vej til Tyskland, eller - til uvurderlig nytte for modstandsbevægelsen - fotografierne af de 12 værste stikkere fra Dagmarhus.

Kaj Holbech havde indrettet sin redaktion i Vestersøhus. Han skrev sine stencils direkte ned og lod dem derefter ved bud sende ud i byen. Tyskerne anede intet om, at Kaj Holbech stod bag "De frie Danske", men forlangte ham fjernet fra de legale blade på grund af "uvenlig indstilling". Hans dæknavne var utallige, og hans arbejde medførte en mængde møder rundt om i byen.

Som medlem af Frihedsrådets bladudvalg skulle Kaj Holbech den 14. oktober deltage i et møde på Gl. Kongevej med en repræsentant for Frihedsrådet. På vej op til lejligheden blev han opmærksom på et par gestapofolk, der holdt vagt ved døren. Han forsøgte at komme bort, men blev beskudt, og truffet i ryggen af flere maskinpistolkugler segnede han død om.

Nr. 37 på Vestgangen

Stockholm

Under besættelsen var Sverige af største betydning for Danmark. Danske flygtninge fandt ly her, og modstandsbevægelsens forbindelser med den frie verden skete hovedsagelig over Stockholm, og senere udgik der illegale våbentransporter fra Sverige til de danske kyster.

Med velvillig imødekommenhed fra Stockholms Magistrats side oprettede Det danske Gesandtskab i oktober 1943 et kontor til varetagelse af de danske flygtninges tarv. Magistraten stillede endvidere lokaler og pengemidler til rådighed for dette arbejde.

Stockholmske sygehuse tilbød som øjeblikkelig hjælp at yde gratis ophold og behandlinger. Senere stilledes en moderne klinik, fuldt udstyret, til danske lægers rådighed til behandling af danske flygtninge.

Stockholms Magistrat oprettede et hjem dels for gamle dels for mødre med børn. I oktober 1943 blev der åbnet særlige klublokaler for danske flygtninge. På danske højtidsdage stilledes Stadshusets store sal til rådighed for vore landsmænd.

På initiativ af "Stockholms stads komité för nordisk hjälparbeta" dannedes i marts 1944 "Danmarkskomitéen", der udførte oplysnings - og rådgivningsvirksomhed blandt danske flygtninge. Den 11. juni 1944 afholdtes den første vandreudstilling, omfattende et stort materiale fra den danske modstandskamp.

Stockholmernes sympati og hjælpsomhed over for Danmark fortsatte efter krigen. I årene 1945 til 1948 åbnedes i Stockholms skærgård et hjem, hvor enker og børn efter de faldne modstandsfolk blev modtaget til et 3-ugers ophold under enestående svensk gæstfrihed. Ialt har mellem fire og fem hundrede enker og børn nydt godt af rekreationsopholdet i den stockholmske skærgård.

Nr. 38 på Østgangen

Hvidsten Gruppen

Den hundredårige Hvidsten - Kro i den tidligere hedeegn midtvejs mellem Randers og Mariager ejedes af Marius Fiil, en stærkt nationalt sindet mand, der var levende interesseret i dansk historie og folkeminder, en munter og ligevægtig mand med et lykkeligt familieliv.

Marius Fiil og hans nærmeste familie og venner dannede en af de første modstandsgrupper for sprængstof, våben og ammunition, der blev nedkastet fra allierede flyvemaskiner. Pladsen i Hvidsten blev snart, under navnet "The Mustard Point", kendt og skattet af de allierede flyvere som et af kontinentets bedste modtagesteder.

Den 11. marts 1944 stormede gestapo landsbyen. Gruppen og dens forbindelser var blevet røbet af en tilfangetagen faldskærmsmand. All blev arresteret, på nær to, der kom til Sverige. De arresterede førtes til gestapohovedkvarteret i Aarhus, hvorfra de efter langvarige forhør overførtes til Horserød og senere til Vestre Fængsel.

Den 26. juni 1944 stilledes de for en krigsret. Kromandens ældste datter og en landmand idømtes livsvarigt tugthus, 2 andre medlemmer af gruppen fik 4 års tugthus og kromandens yngste datter halvandet års tugthus. De øvrige otte mænd dømtes til døden.

Dødsdommene blev eksekveret den 29. juni 1944. Samme dag havde de dødsdømte fået lov til at skrive afskedsbreve til deres pårørende. Marius Fiil skrev til sin hustru: "Vi har alle gjort, hvad vi kunne, om det kun er så lidt, men vi skammer os ikke."

De henrettede var:

Kroejer Marius Anthon Fiil, født i 1893
Landmand Niels Fiil, født i 1920
Peter Bergenhammer Sørensen, født i 1914
Karetm. Søren Peter Christensen, født i 1887
Dyrlæge Albert Carlo Iversen, født i 1885
Radioforh. Niels Nielsen Kjær, født i 1903
Mekaniker Johan Kjær Hansen, født i 1907
Møller Henning Andersen, født i 1917

Nr. 39 på Vestgangen

Thomas Døssing

født den 6. juni 1882 - død den 18. april 1947

Thomas var biblioteksdirektør og udførte et banebrydende arbejde ved tilrettelæggelse af folkebibliotekernes virksomhed.

Døssing var en interesseret deltager i offentlige debatter. Han var kendt for sine klare uforbeholdne meninger i sociale og politiske spørgsmål og for sin antinazistiske indstilling. Besættelsen afholdt ikke Døssing fra at give sine tanker offentligt udtryk. I et foredrag holdt for studenter den 4. april 1941 påpegede han regeringens manglende vilje til modstand overfor tyskerne og tilbageviste nazisternes propaganda.

Den 8. december 1942 arresteredes Døssing, som de sad i "Frit Danmark"s første redaktionskomité, og blev tillige med nogle andre arresterede overgivet til tysk politi. Under fængselsopholdet, der varede indtil domsafsigelsen i april 1943, lagde Døssing ikke skjul på sin foragt overfor nazisterne og deres metoder. Efter løsladelsen interneredes han i sit hjem i Humlebæk og fik ikke ret til at genoptage sit embede. Til trods for talrige protester fra såvel enkeltpersoner som fra organisationer lykkedes det ikke at ændre denne afgørelse.

Døssing blev arresteret påny den 29. august 1943 og sad fængslet et par måneder som tysk gidsel. Ved frigivelsen tilbød man ham på visse betingelser at genindtræde i sit embede. Døssing afslog.

Trods tyskernes forfølgelser opretholdt Døssing forbindelse med modstandsbevægelsen. Da Frihedsrådet opfordrede ham til at repræsentere "Det frie kæmpende Danmark" i Moskva, modtog han opfordringen. Han rejste illegalt til Sverige og herfra over London til Moskva. Han anerkendtes af Sovjetunionens regering, og i juli 1944 meddelte Frihedsrådet, at der atter var blevet oprettet diplomatisk forbindelse mellem Sovjetunionen og Danmark.

Efter besættelsen blev Døssing beskikket af den danske regering som landets officielle minister i Sovjetunionen.

Nr. 40 på Østgangen

Erik Hagens

født den 1. maj 1909 - død den 6. juni 1944

Erik Hagens var reservelæge på Bispebjerg Hospitals medicinske afdeling C.

Gennem en hårdt såret sabotør, der var blevet indlagt på hospitalet den 18. november 1943, fik han forbindelse med sabotageorganisationen Bopa og blev - som den første læge - optaget i denne.

Han blev hurtigt meget afholdt og kom med sin personlighed, sin erfaring og sit eksempel til at betyde meget for sine kammerater.

Da Bopa besluttede at foretage et angreb på værnemagerfabrikken "Globus" i Glostrup, forlangte Hagens at følge med for på stedet at kunne tage sig af sårede kammerater.

Angrebet, hvori mere en 100 sabotører deltog, var krigens første store partisanangreb, og det fandt sted den 6. juni 1944. Aktionen forløb uden uheld for mandskabet, som straks efter sprængningen kørte ind mod København. Hagens førte en lille sportsvogn, som imidlertid snart gik i stå, da benzinen var løbet ud af tanken, der var gennemhullet af kugler. En vogn til var ude for samme uheld. Han standsede derfor en af statsbanernes rutebiler og fik hurtigt passagerer og chauffør til at forlade vognen. hagens, der var en dygtig kører, overtog rattet, og med stor fart gik det ind mod byen. Da vognen passerede værnemagerfabrikken "Carlstorp", havde dennes sabotagevagter, hidkaldt af eksplosionsdrønene fra "Globus", dannet kæde over vejen og sendte en regn af projektiler imod rutebilen. Hagens gav speederen fuldt tryk, og den store vogn for gennem spærringen. Straks efter slingrede den farligt, men rettedes op i sidste øjeblik af gruppelederen, der sad ved siden af Hagens.

Hagens var sunket sammen ved rattet, ramt i hovedet af en dum - dum - kugle, Da gruppen nåede frem til samlingsstedet, vakte meddelelsen om den afholdte kammerats død stor sorg.

Angrebet blev i øvrigt kendt uden i verden og indbragte en lykønskning fra de allieredes hovedkvarter.

Nr. 41 på Vestgangen

Bopa

Bopa var Danmarks største og slagkraftigste sabotageorganisation.

Den dannedes efter opfordring fra ledelsen for det af den danske regering forbudte kommunistiske parti til en række personer, der frivilligt havde deltaget i den spanske borgerkrig.

I foråret 1942 fandt de første aktioner sted, men sabotørerne havde mange begyndervanskeligheder at kæmpe mod. Man savnede således teknisk viden og kunnen, man savnede materialer, og sabotørerne måtte i vid udstrækning regne med manglende forståelse af deres arbejde hos størsteparten af den danske befolkning, for endnu i besættelsens 2. år havde modstanden med de tyske tropper i Danmark alene været episoder foranlediget af skoledrenge og enkeltpersoner iøvrigt. Ganske vist udgav det forbudte kommunistiske parti og andre grupper illegale blade, men dette skadede ikke direkte den tyske værnemagt.

Bopa led i lang tid også under sin kommunistiske oprindelse. Organisationen blev en overgang afskåret fra tildeling af udenlandsk sprængstof og var iøvrigt også på anden måde hæmmet i sin virksomhed.

Da krigen sluttede havde Bopa imidlertid udført over et tusinde aktioner, herunder næsten alle besættelsestidens store sabotager, for eksempel angrebene på Burmeister og Wain, på Riffelsyndikatet, på fabrikken Always - en aktion, der blev optaget på stålbånd og udsendt i radiofonier verden over - samt angrebene på fabrikkerne Nordwerk, Globus, Torotor og sprængningen af Langebro, der for en tid blokerede tyske skibes udsejling fra havneløbet.

Fire gange modtog Bopa telegram fra de allieredes hovedkvarter med kompliment for vel udført arbejde.

Da Bopa var på sit højeste, talte organisationen cirka 175 medlemmer, og gennemgående var disse i alderen 18 - 25 år. I forhold til aktionernes antal og omfang var tabene af menneskeliv små. Ialt mistede Bopa 38 mand, hvoraf en stor del ikke døde under kamphandlinger, men faldt som ofre på grund af stikkeres virksomhed.

Nr. 42 på Østgangen

Skænket af Holland

Holland

Den 10. maj 1940 angreb Tyskland Holland. Efter 5 dages kampe måtte de hollandske tropper indstille modstanden. Den hollandske kongefamilie og regeringen flygtede til London, og derfra fortsattes på basis af kolonierne i Ostindien kampen mod tyskerne.

Som rigskommissær over Holland, der af tyskerne blev betragtet som en del af Stortyskland, indsattes østrigeren Seyss - Inquart. Tyskerne behandlede i begyndelsen hollænderne med lempe, men hollænderne lod sig ikke friste til samarbejde. Tværtimod. Som protest mod tysk forslag om deportation af hollandske jøder udbrød en landsomfattende strejke i februar 1941. Senere lukkede tyskerne de hollandske universiteter på grund af antityske demonstrationer. I april 1943 udbrød påny generalstrejke, og i september 1944 gennemførtes en jernbanestrejke, der varede krigen ud.

Da samarbejdspolitikken slog fejl, udnyttede tyskerne derefter på enhver måde og systematisk Holland. Nøden og elendigheden steg, og tyskernes undertrykkelsespolitik skærpedes ved nedskydning af gidsler, massehenrettelser, afbrænding af hele landsbyer og massedeportationer. Men modstandsbevægelsen voksede, og en glimrende illegal presse holdt befolkningen underrettet.

De allierede befriede en del af Holland efter invasionen i Frankrig, men ved Eindhoven og Nijmegen standsede deres fremrykning, og den ikke befriede del af Holland led frygteligt i de følgende måneder, indtil tyskerne kapitulerede den 5. maj 1945.

Efter krigen organiseredes i Danmark "Hollandshjælpen" med det formål at afbøde de værste mangler på levnedsmidler, tøj - og redskaber. Som tak herfor indsamlede en del i Holland boende danskere penge til oprettelse af et Hollands - værelse på 4. Maj Kollegiet.

Nr. 43 på Vestgangen

Jens Martens

Jens Jakob Wolf Martens

født den 2. januar 1920 - død den 9. august 1944

Jens Martens's far, civilingeniør Martens, døde tidligt, og sønnen følte sig stærkt knyttet til moderen, som han var meget hengiven.

Han blev student i 1938 fra Frederiksberg Gymnasium, og han begyndte derefter at studere statsvidenskab.

Besættelsen gjorde et stærkt indtryk på ham, og han ønskede at komme i forbindelse med den danske modstandsbevægelse. Gennem illegalt bladarbejde kom han ind i en af de sabotagegrupper, som senere blev til organisationen Bopa. Sammen med vennen, Ib Christensen, opbyggede han modstandsgruppen og bladet "1944".

Trods sin aktivitet i modstandsbevægelsen havde han ikke forsømt sine studier. I slutningen af 1943 stod han umiddelbart over for den afsluttende eksamen, da han blev arresteret af gestapo.

Arrestationen fandt sted lillejuleaften, Han blev ført til Shellhuset, hvor han blev torteret. Derefter interneredes han i Horserødlejren. I begyndelsen af 1944 kom han til Vestre Fængsel.

Den 9. august 1944 om aftenen blev han og ti andre modstandsfolk beordret op i en lastvogn, der efter angivende skulle føre dem til Tyskland. Mellem København og Roskilde stoppede vognen op, og fangerne fik ordre til at stige ud. Da et ukendt automobil kom forbi, blev transporten imidlertid genoptaget. Midtvejs mellem Roskilde og Ringsted standsede vognen påny. Fangerne blev beordret ud og stillet på række langs vejkanten. Her blev alle dræbt ved et nakkeskud fra de tyske maskingeværer.

Denne udåd blev kendt i Sverige den 11. august, men dementeredes straks af det danske udenrigsministerium. Først den 14. august fik man i danske modstandskredse sikker forvisning om ugerningen. Den vakte stærk harme og førte til en 24 - timers proteststrejke.

På stedet, hvor de elleve patrioter blev myrdet, er der rejst en mindesten.

Nr. 44 på Østgangen

Ole Geisler

Født den 20. marts 1913 - død den 4. oktober 1948

Ole Geisler skulle oprindelig være ingeniør, men afbrød sine studier i 1935 og tog hyre som messedreng. Han afmønstrede i Kina, hvor han i længere tid fristede livet med job af forskellig art, indtil han opnåede ansættelse i et dansk firma.

Da efterretningen om Danmarks besættelse nåede ham, besluttede han at melde sig som frivillig til kampen for Danmarks frihed. Med overvindelse af mange vanskeligheder ankom han til Canada, hvor han i den norske lejr "Little Norway" gennemgik fire måneders træning. Fra Canada kom han til England og blev optaget i "Special Forces", hvor han fik en grundig uddannelse til faldskærmsmand.

Derefter kunne han som kaptajn i "The Buffs" aktivt deltage i kampen med den tyske besættelsesmagt. I 1943 blev han landet ved Furesøen sammen med tre andre faldskærmsfolk og fik hovedkvarter i Aarhus. Hans dæknavn var "Ingeniør Aksel Nielsen". Det blev snart til "Lange Nielsen".

I Aarhus etablerede han radioforbindelse med London, organiserede sabotagegrupper for sprængstof og våben, der nedkastedes i Rold Skov. Hans virksomhed bidrog i høj grad til at skærpe modstandskampen i Jylland.

Da jorden begyndte at brænde under ham i Jylland, flyttede han sit hovedkvarter til København og slog sig ned i Turisthotellet - side om side med tyskerne på Dagmarhus.

Han blev medlem af Frihedsrådets M - udvalg og sabotageudvalget. Til trods for at han var eftersøgt stærkt, klarede han hele besættelsestiden igennem uden at blive anholdt. Hans rådsnare beslutsomhed reddede ham gang på gang, således en dag i juli 1944, da gestapo stormede et kontor, hvorfra Geisler netop kom ud. Han blev holdt op og efter ildkampen ført ind i kontoret. Under et øjebliks uopmærksomhed fra vagtens side sprang han gennem et vindue og flygtede.

For sin indsats i modstandskampen fik Ole Geisler ordenen "D.S.O." - Distinguished Service Order.

Han døde - kun få år efter besættelsen - i Sydafrika. Besættelsestidens store krav til hans fysik undergravede hans helbred.

Nr. 45 på Vestgangen

Ib Mogens Bech Christensen "Knud 1944"

Ib Mogens Christensen

født den 27. marts 1920 - død den 23. april 1945

Ib Christensen var 19 år, da krigen brød ud. Han var elev på kunstakademiet og gik på et tidligt tidspunkt ind i modstandsbevægelsen. Allerede i november 1941 idømtes han tre måneders fængsel for illegal virksomhed. Da han blev løsladt, blev han medarbejder - og en tid redaktør - for "Studenternes Efterretningstjeneste". Herudover deltog han i forskellige sabotageaktioner og organiserede flygtningetransporter. Senere dannede han sin egen gruppe og sit eget blad. Begge hed "1944".

Bladet udkom fra januar 1944 til april 1945. Det bragte uddrag af illegale norske blade, klip fra svensk og allieret presse samt dokumentarisk stof, der tilvejebragtes ved angreb på de steder, hvor tyskerne havde deres gang. Hvor Ib Christensen fandt det nødvendigt, kritiserede bladet også frihedsfronten. I særlig grad beskæftigede bladet sig med selve krigen og fremtidens problemer. Endelig behandledes flere gange spørgsmålet om danske kunstneres stilling i frihedskampen. Ib Christensen skrev: "I den danske frihedsfronts ansigt mangler et bestemt træk : det der skabtes af landets kunstnere, således som det er tilfældet i Norge......"

Ib Christensens kendteste aktioner er overrumplingen af Blegdamsvejens arresthus, der tømtes for våben - kuppet i Boserup skov, hvor der sikredes militærudstyr til ca. 100 mand - ødelæggelsen af U.F.A.'s lager af propagandafilm - angrebet på Frimurerlogen (Schalburgkorpsets kaserne) og indbruddet i det tyske handelskammer, hvorfra der hentedes materiale mod de personer, der stod i tyskernes sold.

Den 23. april 1945 var Ib Christensen med sin gruppe på vej til skydeøvelser. I Hareskoven overraskedes de af SS - tropper. Ib Christensen dækkede sin gruppes tilbagetog.

Han alene faldt.

Nr. 46 på Østgangen

Frit Danmarks Civilingeniørgruppe

"Frit Danmark"s Civilingeniørgruppe

I vinteren 1942 - 43 organiseredes på initiativ af "Frit Danmark" og "Studieringen", senere kaldet "Ringen", 2 faglige modstandsgrupper, der bestod udelukkende af civilingeniører med ingeniørmæssig beskæftigelse. Disse to grupper arbejdede først uafhængigt af hinanden, men efter den store folkestrejke i sommeren 1944 i København, indgik de i et intimt samarbejde, der vedvarede til efter befrielsen.

"Frit Danmark"s civilingeniørgruppe fremstillede og udsendte bladet "Frit Danmark" (månedligt fra februar 1943) og "FD's Nyhedstjeneste" (ugentligt fra august samme år). Begge blade udkom regelmæssigt besættelsestiden ud. Bladenes trykning foregik i starten under primitive former ved hjælp af en duplikator, men oplaget var alligevel ret anseligt. Da man senere fik en hurtigpresse, udkom bladet i så stort oplag, at trykkeriet var blandt landets største illegale trykkerier,

Foruden trykningen af disse blade mangfoldiggjordes Frihedsrådets meddelelser, også i anseligt oplag, og endelig tryktes illegale pjecer og bøger, der solgtes til fordel for modstandskampen.

De to grupper havde derudover andre opgaver. De indsamlede krigsvigtige oplysninger, ydede hjælp til faldskærmsfolk, fremskaffede sprængstoffer og våben, formidlede illegalt materiale, fremskaffede dækadresser og illegale boliger samt udførte efterretnings - og meldetjeneste. Desuden medvirkede gruppen ved en række opgaver, hvortil der krævedes civilingeniørers fagkundskab.

Efter Danmarks befrielse fortsatte de som 2 grupper, men da "Ringen" opløstes i oktober 1945, sammensluttedes grupperne under det nu legale "Frit Danmark" som en faggruppe, der deltog i løsningen af mange af efterkrigstidens opgaver.

Den 28. juni 1949 opløstes gruppen efter medlemsbeslutning.

Nr. 47 på Vestgangen

F. W. H. Laub, Niels H. Laub, George C. H. Laub

George Christian Haae Laub

født den 4. september 1886 - død den 19. december 1941

Frederik Wilhelm Haae Laub

født den 24. september 1887 - død den 16. februar 1945

Niels Hieronimus Haae Laub

født den 23. januar 1924 - død den 28. marts 1945

George Laub rejste i 1910 som polyteknisk kandidat til kryolitbruddet i Ivigtut. Et år senere tog han til Østen, hvor han i nærheden af Singapore åbnede sin egen fabrik inden for gummi - industrien. Det lykkedes ham at bringe en række værdifulde opfindelser frem, og han modtog herfor i 1935 den for udlændinge sjældne orden "O. B. E.", Order of the British Empire.

Ved krigens udbrud blev han næstkommanderende med rang af major i de frivillige styrker nord for Singapore.

Han faldt den 19. september 1941 under kampene i Siam mod de japanske indfaldsstyrker.

Frederik Wilhelm Laub var søofficer. I 1913 erhvervede han som Nr. 9 det internationale flyvercertifikat og blev i 1915 leder af flyvebådsstationen. I 1919 blev han direktør for Vestindisk Kompagni på Sct. Thomas. I 1923 udnævntes han til kaptajn i reserven og til dansk generalkonsul på Virgin Islands. I 1932 blev han havnedirektør i København og i 1937 kommandørkaptajn af reserven.

Han blev myrdet i sit hjem den 16. februar 1945 af medlemmer af Peter - banden, muligvis som gengældelse for et sabotageforsøg mod krydseren Nürnberg.

Niels Hieronimus Laub var havnedirektørens ældste søn. Han blev student i 1943 og gik snart derefter ind i modstandsbevægelsen. Han deltog først i illegal bladvirksomhed, men knyttedes senere til den illegale efterretningstjeneste. Han blev arresteret af gestapo den 14. oktober 1944 og sad i Vestre Fængsel til den 13. januar 1945, da han blev deporteret til koncentrationslejren Neuengamme.

Den 28. marts 1945 - 6 uger efter faderens død - bukkede sønnen under som offer for koncentrationslejrens umenneskelige behandling.

Nr. 48 på Østgangen

Frie Danske i Persien 1941 - 1945

Frie Danske i Persien, 1941 - 1945

I løbet af 1930'erne var der opstået en dansk koloni i Persien. Den 9. april 1940 talte den henved 100 medlemmer.

En del af disse meldte sig umiddelbart efter Danmarks besættelse som frivillige til den engelske hær, men deres tilbud blev ikke modtaget.

Først med den engelske og russiske besættelse af Persien i august 1941 fik den danske koloni lejlighed til på forskellig vis at yde en indsats i krigen.

Engelske militærmyndigheder overdrog danske ingeniører og entreprenører ledelsen af omfattende vejarbejder i Persien. I løbet af to år istandsattes ca. 6000 km. vej. Da arbejdet var på sit højeste beskæftigedes 65000 mand, og 250 mill. kr. forvaltedes for englænderne. Ad vejnettet og med jernbane transporteredes ialt ca. 5 mill. tons allieret krigsmateriel til Rusland.

I 1944 - da de væsentligste vejarbejder var fuldførte - kom de danske, der nu kunne frigøres, i engelsk krigstjeneste.

Endelig havde den danske koloni i slutningen af 1941 begyndt en pengeindsamling til støtte for de allieredes sag, og indsamlingen lededes af det danske gesandtskab. Der udbetaltes henved 300.000 kr.

Fra indsamlingens start var det bestemt, at en del af beløbene skulle sættes til side til støtte senere hen for koloniens egne medlemmer. Da en sådan støtte ikke blev aktuel, vedtog man i april - maj 1945 nogle afviklingsstatutter for hjælpefonden, hvorefter "vedkommende restbeløb til sin tid overdrages en organisation eller lignende i Danmark til fordel for sådanne landsmænd, der befinder sig i nød eller trang som følge af egen eller forsørgerens aktive deltagelse i vort lands befrielse."

På grundlag heraf skænkede "Frie Danske i Persien" et beløb til 4. Maj Kollegiet.

Nr. 49 på Vestgangen

Cato Bakman

født den 15. marts 1918 ‑ død den 10. december 1943

Cato Bakman var søn af skoleinspektør Kristian Bakman. Han blev født i Nykøbing på Mors. Senere flyttede familien til Hedehusene, og Cato blev optaget på Roskilde Katedralskole, hvor han i 1938 tog studentereksamen. Han bestod første del af medicinsk embedseksamen med udmærkelse i sommeren 1941 og virkede herefter som demonstrator ved Anatomisk Institut i København.

Jævnsides med studierne begyndte Cato at deltage i den spirende modstandsbevægelse. Han var således med i de første studentergrupper i FRIT DANMARK, medstifter af bladet NYHEDSTJENESTEN samt senere aktiv deltager i flygtningetransporterne under jødeforfølgelserne i efteråret 1943.

Under en af de mange flygtningetransporter, som han var med til at organisere, blev han og en af hans kammerater en dag overrasket og arresteret af tyske soldater. Arrestationen fandt sted i en sydsjællandsk udskibningshavn, og Cato og hans kammerat blev ført til Dagmarhus. De blev imidlertid løsladt efter en nats forhør, idet det var lykkedes dem indbyrdes at aftale en forklaring, som tyskerne tog for gode varer.

Den 9. december 1943 blev han påny pågrebet af tyske soldater, denne gang under forsøg på at smugle en såret kammerat ind på Bispebjerg Hospital. Uheldigvis var det de samme soldater der tidligere havde arresteret ham, og han anså derfor et flugtforsøg for at være eneste redning for ham. Han sprang ud af et vindue, men ramtes i springet af en 4 ‑ 5 tyske kugler i ryggen. Under tysk vagt blev han indlagt på hospitalet. Her døde han den næste morgen.

Nr. 50 på Østgangen

Skænket af Herlev

Herlev 1. Kompagni k

I foråret 1944 oprettedes og organiseredes væbnede modstandsstyrker i Herlev. Styrkerne blev oprettet efter retningslinier fra Frihederådets M‑udvalg.

Der uddeltes våben og ammunition til de enkelte gruppemedlemmer, der modtog en nødtørftig våbeninstruktion. Ud over denne våbenudrustning blev en af grupperne forsynet med en bazooka, der i tilfælde af allieret invasion skulle bringes i stilling ved Husum vold til beskydning af tyske motorkøretøjer fra og til København.

Ved befrielsen stod modstandsstyrken, der omfattede 60 mand, klar til indsats.

Efter tyskernes kapitulation opdeltes styrkerne i Herlev og Ballerup i 2 selvstændige kompagnier, hvoraf 1. kompagni k, bestående af 4 afdelinger, udgjorde modstandsstyrken i Herlev. Kompagniet deltog i arrestationen af værnemagere i Herlev og udførte bevogtningstjeneste i de tyske flygtningelejre på Hans Tausengades og Jagtvejens skoler.

Under udførelsen af denne tjeneste blev den 19‑årige Angelo Bøgh dræbt ved et vådeskud den 22. juni 1945. Bøgh var blandt de første, der havde tilsluttet sig modstandsbevægelsen i Herlev

Da de forskellige efterkrigstidsopgaver for de væbnede styrker var løst, hjemsendtes kompagniet.

Medlemmer af kompagniet har ved arrangementer i Herlev hvert år på befrielsesdagen indsamlet penge til et legat, der er stiftet til fordel for den alumne, der bebor Herlev‑værelset.

Nr. 51 på Vestgangen

Ole Chievitz

født den 26. oktober 1883 ‑ død den 26. december 1946

Ole Chievitz var overlæge for Finsensinstituttets kirurgiske afdeling og Radiumstationen samt professor ved den kliniske praktikantundervisning i kirurgi.

I 1915‑16 gjorde han tjeneste ved de store feltlazaretter i Aachen og Trier.

I 1918 og under den finske vinterkrig i 1939‑40 var han chef for Dansk Røde Kors's finlandsambulance. Denne virksomhed blev afbrudt ved Danmarks besættelse den 9. april 1940.

Straks efter sin hjemkomst til Danmark tog Chievitz til orde mod besættelsesmagten og mod regeringens eftergivenhedspolitik overfor tyskerne. Han fik kontakt med de første faldskærmsfolk, der kom til Danmark. I april 1942 var han med til at stifte det illegale blad "Frit Danmark".

Chievitz var blandt de medlemmer af "Frit Danmark"s første redaktionskomite, der blev arresteret. Dette skete i december 1942. Hans arrestation vakte megen opsigt i den danske befolkning og bidrog til at styrke modstandsbevægelsen i vide kredse, idet man nærede tillid til hans person og hans autoritet. Chievitz blev løsladt i april 1943.

I marts 1944 blev Chievitz medlem af Danmarks Frihedsråd. Han repræsenterede her ikke noget bestemt parti eller nogen bestemt politisk anskuelse. Han sad i rådet i kraft af dels sin personlighed og dels sin tilknytning til faldskærmsfolk og hærens efterretningstjeneste. Endvidere var Chievitz medlem af "Ringen"s hovedledelse.

Den 14. juni 1944 blev Chievitz atter arresteret, denne gang tillige med flere københavnske læger. Han blev imidlertid løsladt efter et kort forhør.

Straks efter løsladelsen gik han "under jorden" og arbejdede til krigens slutning udelukkende for modstandsbevægelsen. Efter krigen og indtil sin død arbejdede han for det nu legale blad "Frit Danmark"

For sin humanitære indsats blev han udnævnt til æresdoktor ved universiteterne i henholdsvis København og Oslo.

Nr. 52 på Østgangen

Erik Petersen

født den 5. juli 1918 ‑ død den 10. marts 1945.

Erik Petersen voksede op i Vejle. Han tog realeksamen og handelsmedhjælpereksamen, og efter endt læretid som møbelpolstrer arbejdede han hos sin fader i dennes forretning.

Han var medlem af Vejles første og mest aktive sabotagegruppe. Gruppen dannedes i sommeren 1943, og dens første større aktion var sprængningen af transformatortårnene ved Lerbæk og Nr. Vilstrup. Dernæst fulgte jernbanesabotager samt talrige sabotageaktioner mod de biler, der kørte arbejdere og materialer til flyvepladsen ved Vandel. Endelig deItog gruppen i en afledningsmanøvre i forbindelse med sprængningen af Tirsbækdæmningen. Gruppen opløstes, da et af dens medlemmer blev arresteret.

Erik Petersen rejste til Haderslev, hvor han straks uddannede sabotører. Da en af hans medarbejdere blev dræbt under en aktion, rejste Erik Petersen for en kort tid til København. Herfra tog han til Kolding, hvor han ydede sin største indsats.

Kolding-gruppen foretog en togafsporing ved Lunderskov, der resulterede i, at 16 jernbanevogne endte i mosen mellem Lunderskov og Vamdrup. Af andre aktioner kan nævnes: Angrebene mod kølevognstransporten Kolding‑Tyskland, sabotagen mod kartoffeltørreriet i Kolding samt sprængningen af pølsefabrikken på Kolding Svineslagteri. Gruppens største aktion var sænkningen af 2 Clausen‑både, der sejlede kreaturer fra Kolding til Tyskland.

Gestapo var imidlertid tæt inde på livet af denne energiske gruppe. Den 12. februar 1945 blev Erik Petersen og en af hans kammerater overrumplet og overmandet af gestapo på en restaurant i Kolding. De to modstandsfolk kom i forhør og blev torteret. For at få en ende herpå og for at dække kammeraterne tilstod Erik Petersen, at han alene var gerningsmanden til bådenes sænkning.

Den 6. marts 1945 blev han overført til Vestre Fængsel, og den 10. marts blev han dømt til døden. Henrettelsen af Erik Petersen fuldbyrdedes samme dag. Han blev skudt i Ryvangen sammen med flere andre sabotører.

Nr. 53 på Vestgangen

Folke Bernadotte

født den 2. januar 1895 ‑ død den 17. september 1948

Folke Bernadottes fader var svensk arveprins, men afstod fra alle sine herhenhørende rettigheder for at kunne gifte sig med en engelsk hofdame. Ægteparret fik ret til titlerne prins og prinsesse, og senere fik deres børn et luxemborgsk adelskab med titlerne greve og grevinde af Wisborg.

Folke Bernadotte var oprindelig officer, men trådte af helbredsmæssige grunde ud af hæren. I 1943 blev han vicepræsident og få år efter præsident for Svensk Røde Kors.

Under en samtale med den svenske konsul i Paris om dennes indsats for frigivelsen af et stort antal franske fanger fra tysk fangenskab, fik Folke Bernadotte den ide, at en lignende frigivelse også måtte kunne opnås for skandinaviske fangers vedkommende inden Tysklands kapitulation.

Han drøftede denne ide med den svenske regering og med ledelsen af Svensk Røde Kors, og resultatet blev, at han i februar 1945 blev sendt til Berlin for officielt at varetage svenskfødte kvinders hjemsendelse fra Tyskland.

Folke Bernadotte kom i forbindelse med den tyske førers stedfortræder Himmler og opnåede under sine forhandlinger med Himmler dels at løse sit officielle hverv dels at få tilladelse til, at danske og norske koncentrationslejrfanger samledes i een lejr, hvilket skete i løbet af marts måned 1945 under ledelse af Svensk Røde Kors.

I april 1945 kom det til nye forhandlinger mellem Bernadotte og Himmler, idet denne bad Bernadotte være mellemmand ved afgivelse af tysk kapitulationstilbud for vestfronten. Folke Bernadotte udnyttede dette til at opnå, at skandinaviske fanger i Tyskland blev overført til Sverige, og til at koncentrationslejren Ravensbrück blev fuldstændig evakueret for kvindelige fanger uanset nationalitet.

Folke Bernadottes redningsaktioner medførte, at omkring 19.000 fanger efterhånden blev frigivet.

Efter krigen opfordredes Folke Bernadotte af FN til som mægler i palæstinakonflikten at forlige araberne og jøderne. Folke Bernadotte rejste til Jerusalem, og der blev han den 17. september 1948 myrdet af nationale fanatikere.

Nr. 54 på Østgangen

Valdemar Vangsted

født den 22. april 1889 ‑ død den 19. november 1944

Valdemar Vangsted blev født i Rakkeby ved Hjørring. Hans forældre var gårdejere. Til sit 18. år arbejdede han ved landbruget. Derefter kom han i murerlære. I 1914 nedsatte han sig som murermester, først i Skibby, senere i Hjørring. Han erhvervede hurtigt en god position og fik i løbet af årene en række tillidshverv i sin egen organisation og i Hjørring kommunale institutioner. Han udførte en række offentlige arbejder for stat og kommune.

Han var i sind og skind den gode danske borger, som var den faste grund under den voksende modstandsbevægelse. Tyskernes fremfærd her i landet harmede ham.

Han kom ind i modstandsbevægelsens efterretningstjeneste. Gennem sine forbindelser blandt håndværkerne kunne han nøje følge tyskernes foretagender, og han lod sin viden gå videre til modstandsbevægelsen.

I efteråret 1944 husede Vangsted en hemmelig radiosender, betjent af Thomas Stotz. Den 16. november 1944 blev Stotz og Vangsted arresteret af tyskerne og ført til arresten i Frederikshavn.

Derefter er Vangsteds videre skæbne ukendt.

Den 18. november anmodede tyskerne fru Vangsted samt en hustru til en anden arrestant om at komme til Frederikshavn med tøj og fødevarer. Ved deres ankomst blev de arresteret og ført til Aarhus arrest, hvorfra de blev løsladt 3 uger senere. I mellemtiden ‑ den 20. november ‑ havde tyskerne meddelt fru Vangsted, at hendes mand havde begået selvmord i sin celle. Men liget blev ikke udleveret og er aldrig blevet fundet.

En efter kapitulationen iværksat undersøgelse sandsynliggør, at Vangsted sikkert ligger begravet i Bangsbo Skov. Undersøgelsen har understøttet den antagelse, at tyskerne har anvendt umenneskelig tortur mod Vangsted, der var en standhaftig mand, og for at fjerne beviserne for deres udåd, har de begravet ham på et ukendt sted.

Udover navngivningen af værelset på 4. Maj‑Kollegiet i København er Valdemar Vangsteds minde hædret i Ryvangen, i Bangsbo Skov, i Odd Fellow Logen i København og på 4. Maj‑Kollegiet i Aalborg.

Nr. 55 på Vestgangen

Torgny Segerstedt

født den 1. november 1876 ‑ død den 31. marts 1945

Göteborgs Handels‑och Sjöfartstidning under Torgny Segerstedts redaktion var nazismens erklærede fjende.

Straks efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland skrev Segerstedt: "Og den person skal verdenspressen nu tvinges til at beskæftige sig med i tiden fremover. Så særligt længe kan det vel ikke blive, men hver dag det står på er en dag for meget. At tvinge hele verdens presse og det politiske liv til at beskæftige sig med den karl er utilgiveligt. Herr Hitler er en provokation. "

Göring protesterede her imod i et telegram. Segerstedt svarede: "Det synes som om herr Göring troede, at Sverige var en slags anneks til det tyske rige. Det forholder sig ‑ gud være lovet ‑ ikke så. Den tone, herr Göring anvender, er uden tvivl den for ham naturlige. Den fører tanken hen på kasernegårdens skælden og smælden. Vi tager ikke disse herrer for højtideligt. At de udøver regeringsmagten i Tyskland, anser vi derimod for en alvorlig sag."

Således var Torgny Segerstedts pen.

Fra tysk side blev der rettet henvendelse til det svenske udenrigsministerium for at få bladet inddraget. Der blev iværksat annonceboykot mod bladet, man organiserede protestaktioner mod bladets holdning, man skrev smædebreve, og svenske nazister og svenske tysksympatiserende afsendte truselsbreve. Bladets artikler blev ofte strøget af den svenske censur, og i flere tilfælde forbød man bladet at udkomme i flere dage.

Men alle forsøg på at få Torgny Segerstedt til at tie var forgæves. Han påviste uanfægtet nazisternes skyld og påtalte deres overgreb. Hans ranke og uforsonlige holdning overfor det tyske voldsherredømme betød en stor moralsk opmuntring for Norge og Danmark under besættelsen.

Nr. 56 på Midtergangen

Svend Otto Nielsen "John"

Svend Otto Nielsen

født den 29. august 1908 ‑ død den 27. april 1944

Svend Otto Nielsen fødtes i Herfølge ved Køge. Hans fader var skovrider.

Han tog lærereksamen i 1930 og ansattes ved en realskole i Jylland. Han aftjente sin værnepligt ved marinen og fik derefter ansættelse på Skovshoved skole med matematik og fysik som hovedfag. Han blev en afholdt lærer, og han og hans hustru vandt sig mange venner.

I foråret 1943 fik han kontakt med sabotageorganisationen "Holger Danske". Under dæknavnet "John" blev han gruppeleder og deltog i organisationens mange og store sabotager. Han var endvidere en utrættelig hjælper ved de danske jøders overførsel til Sverige. Han påtog sig farlige opgaver. Engang sneg han sig sammen med en flyvemekaniker ind på Kastrup flyveplads for at tilegne sig et pejleapparat på en tysk natjager, hvilket apparats konstruktion englænderne ønskede at kende. Vagten opdagede dem, og mekanikeren blev anholdt, men "John" slap bort.

"John" blev arresteret den 9. december 1943. En kvindelig stikker var trængt ind i gruppen og havde arrangeret et baghold for ham og en anden ledende modstandsmand. Det kom til kamp ud for Østerbrogade Nr. 21, og "John" såredes alvorligt. Han styrtede til jorden, men liggende skød han en gestapomand og sårede en anden, før han bevidstløs måtte give op.

Han blev ført til Dagmarhus, hvor han trods sine alvorlige læsioner straks blev forhørt og frygteligt torteret. Herunder besvimede han en halv snes gange, og hans bødler opgav ham i den tro, at han ikke ville overleve torturen. Han blev sendt til Vestre Fængsel, hvor han lå i 4 måneder uden lægetilsyn, med vædskende sår og sårfeber samt frygtelige smerter. Han kom sig, men var blevet krøbling.

Dødsdom over ham forkyndtes den 26. april 1944. Dagen efter fandt henrettelsen sted i Ryvangen. Den hårde behandling havde dog ikke formået at knække ham. Han bevarede sit mod til det sidste.

Nr. 57 på Midtergangen

Kim Malthe - Bruun "Kim"

Kim Malthe - Bruun

født den 8. juli 1923 ‑ død den 6. april 1945

Kim blev født i Canada. 9 år gammel kom han til Danmark og gik på dansk kostskole, hvorfra han tog realeksamen i 1940. Derefter tog han ud at sejle. I 1943 tog han studentereksamen og sejlede derefter påny. Da han atter gik i land, var det for at deltage i modstandsbevægelsen.

Han blev arresteret af tyskerne i december 1944 og dømtes til døden. Han blev henrettet den 6. april 1945.

Hans efterladte breve og dagbøger bærer vidnesbyrd om hans levende og stærk selvstændige personlighed. Endnu ikke fyldt 18 år skriver han: 'Sandheden er det, der forenkler og gør alting ligetil. Kærligheden er en sandhed og forenkler alting på en vidunderlig smuk og naturlig måde. Løgnen derimod, den gør alting kompliceret og indviklet, den sviner alt smukt og rent til på en farlig lumsk og snigende måde. "

I et af de sidste breve til moderen fra Vestre Fængsel skriver han: "Nu dør jeg, og jeg ved ikke, om jeg har tændt en lille flamme i et andet sind, en flamme, som skal overleve mig, men endda er jeg rolig, for jeg har set og ved, at naturen er rig. Ingen mærker, om nogle spirer bliver trådt under fode og dør derved. Hvorfor skulle jeg så fortvivle, når jeg ser al den rigdom, som endda lever. Husk, det sværger jeg dig til er sandt, at al smerte bliver til lykke".

Nr. 58 på Midtergangen

Det danske Politi

Indtil den 29. august 1943 var det danske politi underkastet dansk regering og rigsdags bestemmelser og måtte i overensstemmelse med regeringens politik overfor besættelsesmagten udføre handlinger, der direkte eller indirekte var dikteret af tyskerne, for eksempel opklaring af sabotageaktioner, efterforskninger og arrestationer af landsmænd, der i strid med den officielle politik havde taget kampen op mod tyskerne.

Efter denne dato ændredes politiets stilling. I et memorandum af 7. september 1943, udformet af politiledelsen og formændene for politiorganisationerne, erklæredes det, at ingen danske politifolk kunne tvinges til at deltage i efterforskninger, der ville bringe danske borgere ind under tysk justits, og at politiet under ingen omstændigheder ville deltage i bekæmpelsen af modstandsbevægelsen, men at man iøvrigt stadig ville varetage opretholdelsen af ro og orden i almindelighed.

Den 19. september 1944 foretog tyskerne et overfald på det danske politi. Man etablerede falsk luftalarm, og samtlige landets politistationer ‑ med undtagelse af de bornholmske ‑ stormedes af tyske tropper, der afvæbnede og arresterede politifolkene. De fleste steder kom det ikke til kamp, da de danske politifolk intet kunne stille op mod de velbevæbnede tyske soldater, men på Amalienborg, hvor politiet efter den 29. august 1943 havde overtaget kongevagten, kæmpedes der i flere timer, og først da tyskerne gav deres tropper ordre til at trække sig tilbage, standsede kampen.

Cirka 2000 politifolk blev arresteret og ført til tyske koncentrationslejre. Af de øvrige cirka 8000 mand sluttede de fleste sig til modstandsbevægelsen som en særlig formation. 42 politifolk mistede livet under deltagelsen i selve modstandsbevægelsen, mens 82 døde i koncentrationslejre eller af sygdomme, de dér havde pådraget sig.

Nr. 59 på Midtergangen

Jørgen Teilmann

født den 12. maj 1909 ‑ død den 10. marts 1945

Jørgen Teilmann var læge. I april 1940 var han kandidat på amtssygehuset i Herning. I oktober samme år blev han reservelæge på sygehuset i Gram. I november 1941 nedsatte han sig som praktiserende læge i Over Jersdal ved Haderslev.

Han trådte ind i modstandsbevægelsen, foretog uddeling af illegale blade og samlede penge ind. Derefter blev han kontakt‑mand og modtager af sprængstof og våben. Fra januar 1944 knyttedes han til en af de grupper, der foretog sabotage mod det sønderjyske jernbanenet.

Denne gruppe blev revet op i september 1944, idet alle dens medlemmer på nær Jørgen Teilmann blev arresteret. Ene mand opbyggede han derefter en ny gruppe, der i vinteren 1944‑45 gennemførte alle de stillede opgaver.

Natten mellem den 13. og 14. februar 1945 foretoges en sprængning tæt ved Over Jersdal. Noget sprængstof, der var blevet til overs, lod Jørgen Teilmann sende til en gruppe i Haderslev, der derefter skulle sende det til ham. Pakken faldt i forkerte hænder, og en nazistisk lærer angav Teilmann til gestapo.

Gestapo arresterede Teilmann om eftermiddagen. Hans hustru arresteredes om aftenen, men havde forinden nået at advare de øvrige gruppemedlemmer. Fru Teilmann overværede i et tilstødende værelse, at hendes mand blev forhørt og underkastet tortur. Han førtes senere til Kolding og derfra til København. Begge steder blev han torteret af tyskerne, men han prisgav ingen oplysninger.

Fru Teilmann sad arresteret til den 17. marts. Efter sin frigivelse erfarede hun, at hendes mand var blevet dømt til døden og sammen med seks andre frihedskæmpere skudt i Ryvangen den 10. marts 1945.

Nr. 60 på Midtergangen

Johan Havemann

født den 7. november 1870 ‑ død den 2. november 1944

Johan Havemann var søn af købmand C. J. Havemann, Rudkøbing. Han blev uddannet i manufakturhandel i Fredericia. 20 år gammel kom han til København og fik ansættelse i Magasin du Nords hovedafdeling på Kongens Nytorv. I 1898 blev han bestyrer af Magasin Vesterbro, og i 1919 blev han ejer af Magasinet.

Johan Havemann drev sin forretning godt frem. I 1938 ‑ 40 foretog han en storstilet udvidelse o% ombygning og skabte derved et nyt og moderne stormagasin. Omdannelsen kostede omkring 2,5 millioner kroner. Stormagasinet rummede 50 afdelinger og havde et personale på mere end 500 personer. Forretningen fik samtidig navneforandring til Havemanns Magasin.

Forretningens trivsel var Johan Havemanns hovedinteresse, og han ofrede al sin tid derpå. Til trods for store indtægter levede han et tilbagetrukkent og nøjsomt liv.

Den 2. november 1944 blev Johan Havemann myrdet i sit hjem af medlemmer af Peter‑gruppen. Mordet forøvedes som et led i efterårets store terrorbølge, og Johan Havemann var blandt de på forhånd udpegede ofre.

Han blev begravet på sin 74‑års fødselsdag. En buste, udført af billedhuggeren Galster og skænket af personalet, afsløredes samme dag.

Nr. 61 på Midtergangen

Modstandsgruppen Polyteknikerafdelingen

Den 29. august 1943 angreb tyske tropper de danske garnisoner og militærlejre, herunder militærlejren ved Ringe på Fyn, hvor to indkaldte batterier polyteknikere gjorde tjeneste. Her såredes tre mand under skududvekslingen.

Allerede fra sommeren 1942 var der gjort forsøg på at danne en modstandsgruppe af polyteknikere, men først efter ovennævnte begivenhed blev organisationen en realitet.

Gruppens første aktioner havde til formål at fremskaffe sikre opbevaringssteder for den danske hærs våbendepoter og flytte våbnene dertil. Under en sådan transport blev gruppen den 5. januar 1944 overrasket af gestapo, og flere medlemmer blev arresteret.

Men arbejdet fortsattes, og omkring pinse 1944 talte organisationen ca. 300 mand. Medlemmerne instrueredes og opøvedes i brug af de forskellige våbentyper samt deltog i forskelligartet illegalt arbejde.

I efteråret 1944 påbegyndtes forsøg på fremstilling af håndgranater og sprængstof. Ved påsketid 1945 var de første 500 granater færdige. Inden kapitulationen var der fremstillet 1200, og i løbet af kort tid ville andre 3000 have været færdige.

Den 7. marts 1945 saboterede gruppen fire hurtigbåde, der skulle afsendes fra godsbanegården i København. Før sprængstoffet kunne anbringes måtte man imidlertid nedkæmpe det tyske bevogtningsmandskab. Herved dræbtes civilingeniør Svend Erik Mikkelsen.

Den 18. april 1945 foretog medlemmer af hipokorpset en razzia på fabrikken "Terma"s kontor, der var gruppens central. Fabrikkens direktør, civilingeniør Erik Bennike, der var sjælen i arbejdet med våbenfabrikationen, dræbtes. 2 andre medlemmer af gruppen undslap. Gruppen blev imidlertid straks reorganiseret, og arbejdet fortsatte til krigens slutning.

Nr. 62 på Midtergangen

Skænket af Grønland

Grønland

Den 9. april 1940 blev forbindelsen mellem Grønland og Danmark afbrudt. Samme dag erklærede den danske minister i USA, Henrik Kauffmann, at han ikke følte sig bundet til sin regering, der formodedes at handle under tysk tvang.

Landsfogederne i Grønland etablerede straks forbindelse med USA, og minister Kauffmann dannede straks en komité, der skulle sikre den grønlandske handel. Denne komite erstattedes senere af en fra Grønland udsendt delegation, der blev underlagt generalkonsulatet i New York. Efterspørgslen på de grønlandske varer: kryolit, fisk og fåreavlsprodukter steg meget stærkt under krigen.

Sideløbende med det økonomiske opsving øgedes den kulturelle virksomhed stærkt. Godthåbs radio udsendte daglig pressenyheder på dansk og grønlandsk. Den grønlandske befolkning og danskerne knyttedes nærmere sammen. Der blev startet et tidsskrift, hvortil også danskkyndige grønlændere gav bidrag. Gennem landsomfattende pengeindsamlinger gav grønlænderne udtryk for deres trofasthed overfor Danmark. Således indkom der den 9. april 1943 ved en indsamling til fordel for Danmarks genopbygning 85000 kr.

Da USA trådte ind i krigen kom Grønland til at spille en ikke uvigtig rolle for de allieredes krigsførelse. Som eksempler kan nævnes: kryolitproduktionen, vejrmeldestationerne og de af USA oprettede flyvebaser.

Danske slædepatruljer nedkæmpede i flere tilfælde tyske vejrmeldestationer og bidrog dermed til at afskære tyskerne fra vigtige meteorologiske observationer.

Nr. 63 på Midtergangen

Eli Knudsen

født den 5. juli 1913 ‑ død den 26. marts 1943

Ved Danmarks besættelse havde Eli Knudsen opholdt sig i Grønland et årstid. Han var fangstmand ved Østgrønlandsk Fangstkompagni Nanok.

Da vejrmeldingerne fra Grønland var af stor betydning for krigsførelsen i Europa, kunne det befrygtes, at tyskerne ville etablere vejrmeldestationer på grønlandsk område. For at forhindre dette oprettede den grønlandske administration med støtte fra U.S.A. i 1941 "Den nordøstgrønlandske slædepatruljetjeneste". Der blev oprettet stationer i Scoresbysund og på Ellaø og Eskimonæs.

Til denne tjeneste knyttedes Eli Knudsen. Han blev stationeret på Ellaø, og herfra foretog han sammen med det øvrige mandskab inspektionsrejser fra Kap Dalton til nord for Dovebugten.

I foråret 1943 opdagedes det, at tyskerne havde oprettet vejrmeldestation på Sabineøen.

På dette tidspunkt befandt et af patruljetjenestens medlemmer, korporal Peter Nielsen, sig på vej fra Mønstedhus til Eskimonæs og ville utvivlsomt på sin vej blive overrasket af fjendtlige styrker, hvorfor Eli Knudsen, der nu var korporal, sammen med korporal Marius Jensen sendtes ud for at advare Peter Nielsen.

Mens de var borte på denne undsætningsekspedition, overfaldt tyskerne stationen på Eskimonæs. Stationen blev nedbrændt, og mandskabet måtte flytte til Ellaø.

Eli Knudsen og Marius Jensen opnåede kontakt med Peter Nielsen, og intetanende om tyskernes overfald på Eskimonæs begav de sig sammen tilbage til stationen. Ved Sandodden faldt de imidlertid i fjendtligt baghold. Der opstod skududveksling, hvorunder Eli Knudsen dræbtes, mens de to andre blev taget til fange. Det lykkedes dem senere at se deres snit til at undvige fra tyskerne, og den tyske station på Sabineøen blev tilintetgjort af amerikanerne.

Eli Knudsen ligger begravet på Sandodden. På graven og på Vestre Kirkegård er der rejst en mindesten for ham.

Nr. 67 på Frihedsgangen

Thomas Stotz

Thomas Frederich Stotz

født den 14. maj 1910 ‑ død den 5. december 1944

Thomas Stotz var sønderjyde. Han uddannedes til radiotelegrafist i 1930, da han aftjente sin militære værnepligt. Han fortsatte i tjenesten og var ved Danmarks besættelse avanceret til radiokvartermester af første grad under den danske marine.

Efter den 29. august 1943 gik Stotz ind i modstandsbevægelsen. Han knyttedes til den hemmelige efterretningstjeneste, som modstandsbevægelsen byggede op i samarbejde med hærens og flådens efterretningstjeneste.

Tjenesten var delt i tre sektioner. Af disse havde den nordjyske stab i efteråret 1944 kvarter i en villa på Skipper Clementsvej i Hjørring. Her arbejdede "Lille MølIer", som var Stotz's dæknavn, med sin radiosender.

Torsdag den 16. november 1944 lykkedes det en tysk radiotekniker at pejle sig frem til villaen, og ved 16‑tiden stormedes den af det tyske sikkerhedspoliti. Stotz og villaens ejer, murermester Vangsted, blev anholdt.

Den følgende dag tvang tyskerne Stotz til at telegrafere, at han var undveget. Hensigten hermed var at lokke den jyske hovedledelse i baghold. Stotz undlod imidlertid at slutte meddelelsen med det aftalte kendeord, og englænderne kunne derfor telegrafere til hovedcentralen i Aarhus: "Noah ‑ Stotz's kendenavn ‑ sender stadig under tysk pres."

Stotz førtes til den tyske kontraspionages hovedkvarter i Aarhus, hvor han blev tvunget til at overvære, at tyskerne torterede en dansk modstandsmand. Stotz indså, at han for sit eget vedkommende ikke ville kunne holde stand under tortur. Da han var blevet ført tilbage til sin celle, skrev han et afskedsbrev til sin hustru, og derefter tog han sit eget liv ved at kvæle sig i sin livrem.

Da efterretningen om Stotz's død nåede England, sendte englænderne omgående telegrammet: 'Salute to the Brave."

Nr. 71 på Pigegangen

Kaj Munk

født den 13. januar 1898 ‑ død den 4. januar 1944

Kaj Munk var søn af en lollandsk garver. Han mistede tidligt sine forældre. Nogle slægtninge, et husmandspar, adopterede ham og sørgede for, at han kom til at læse til præst.

I 1924 fik han embede i Vedersø, og i trediverne blev han kendt som digterpræsten, der atter gjorde dansk drama til de store følelsers, de store menneskers, de store konflikters digtning.

Den 9. april 1940 skrev han to linier: "De tusind år ‑ så blev de væk i morges klokken fem af skræk."

I juli 1940 holdt han en tale på Fyn, i Ollerup, hvor han revsede det danske folk for "dådløs nysgerrighed".

Men bitterheden afløstes snart af en positiv modstandsånd, og i skrift og tale appellerede han til dansk heroisme og opfordrede utilsløret til modstand mod tyskerne.

Ved en prædiken i Vedersø kirke udlagde han budet om næstekærlighed således: "Der er mennesker, man bedst kan gøre en tjeneste ved at slå dem ihjel. Bogstaveligt ment." For at ingen ‑ ejheller tyskerne ‑ skulle være i tvivl, nævnte han som eksempel den kullede greve. Hans prædikener blev landskendte, og folk fra alle egne af landet kom til Vedersø for at høre ham.

Kaj Munk var gang på gang blevet advaret og opfordret til at søge ly i Sverige. Men han lyttede ikke til advarslerne, og han nægtede at forlade præstegården.

I januar 1944 blev Kaj Munk hentet i Vedersø præstegård af en gestapobande. Man kørte ham syd på. Ved Hørbylunde Bakker ved Silkeborg gjorde man holdt. Her blev Kaj Munk myrdet.

Det kgl. Teaters forestilling samme aften blev afbrudt af en digterkollega, som fra scenen sagde: "Undskyld at jeg afbryder forestillingen, Danmarks store digter er død i dag. Tæppet må ikke gå ned, men jeg beder publikum rejse sig og hylde hans minde."

Nr. 73 på Pigegangen

"Den Danske Pimpernel" 1943-45

Den Danske Pimpernel

Fra efteråret 1943 opbyggedes i Danmark en række specielle organisationer, som udelukkende havde til formål at etablere og vedligeholde landets forbindelser med den frie verden, som vi helt var blevet afskåret fra den 9. april 1940.

Dette arbejde krævede et omfattende apparat med kontorer for henholdsvis flygtninge, materiel og post, oprettelse af særlige grupper, der skulle tage sig af flygtningene til og fra udkibningsstederne, samt fremskaffelse af både.

Hver eneste gennemført transport var en bedrift. Arbejdet var farefuldt, og grupperne blev gang på gang revet op, og medlemmerne blev arresteret eller dræbtes under udførelsen af deres hverv. Men det lykkedes ikke tyskerne i noget større omfang at dæmme op for den illegale transport over Øresund, og på intet tidspunkt under krigen var den illegale transporttjeneste afbrudt.

I vinteren 1943 evakueredes cirka 6.000 jøder til Sverige. Gennem kontaktsteder i Sverige havde man forbindelse med de allierede hovedstæder London, Washington og Moskva.

Arbejdet financieredes dels ved indsamlinger blandt jøder i Danmark og Sverige, dels ved modstandsbevægelsens egne indsamlinger og endelig ‑ mod slutningen af krigen ‑ ved midler fra den danske statskasse.

Nr. 75 på Pigegangen

"Unitis Viribus"

Unitis Viribus

Straks ved Danmarks besættelse den 9. april 1940 gik den danske regering og den danske rigsdag ind i et omfattende samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Dette samarbejde nåede sit højdepunkt med forbudet mod Danmarks kommunistiske Parti og med Danmarks tilslutning til antikominternpagten.

Det danske folk fattede som helhed ikke straks besættelsens betydning, ejheller dens konsekvenser. Men som tiden gik, voksede forståelsen heraf, og befolkningens modstand mod regeringens samarbejdspolitik og mod tyskernes fremfærd her i landet blev tydeligere. Den spirende modstandsbevægelse fik mere og mere støtte i befolkningen, og i juli og august 1943 kom det til omfattende folkestrejker som protest mod tyskernes overgreb og mod samarbejdspolitikken.

Disse folkestrejker tvang den 29. august 1943 regeringen til at afslå en række tyske krav og til at afstå fra regeringsførelsen og overlade den til ministeriernes departementschefer. Strejkerne betød endvidere en styrkelse af modstandsbevægelsen, og de aftvang tyskerne indrømmelser på en række punkter.

Endelig viste strejkerne, hvilken styrke der er i et enigt folk, når dette med forenede kræfter rejser sig mod voldsmagt og uret.

Nr. 77 på Pigegangen

Dronning Alexandrine

Ingen tekst

Nr. 81 på Pigegangen

Emmy Valentin

Emmy Valentin, født Norup

født den 11. juli 1895 ‑ død den 5. marts 1948

Emmy Valentin blev født i Kalundborg. Hendes fader var slagtermester Chr. Norup. Hun giftede sig med konsul Chr. Valentin, men ægteskabet opløstes imidlertid, og sidst i trediverne flyttede hun med sin datter til København, hvor hun tog bopæl på Christianshavn.

Blandt Emmy Valentins bekendte var en efterretningsofficer, der ‑ da Danmark blev besat ‑ opfordrede hende til at søge kontakt med tyske officerer og derigennem indhente oplysninger til brug for efterretningstjenesten. Emmy Valentin indvilligede heri. Hendes tidligere mands stilling som tysk konsul gjorde det let for hende at komme i forbindelse med tyske officerer.

Fra sommeren 1941 husede hun den første faldskærmsmand, der som repræsentant for den engelske efterretningstjeneste kom her til landet. Emmy Valentin var ham en værdifuld støtte. Da lejligheden på Christianshavn kom under tysk mistanke, lejede han en lejlighed til hende i Høje Skodsborg. I vinteren 1942 måtte han flygte til Sverige.

I sommeren 1942 husede hun en anden af tyskerne eftersøgt faldskærmsmand, medens han forberedte sin flugt til Sverige. Flugtforsøget mislykkedes, og sporene førte det tyske politi til Emmy Valentins lejlighed. Det lykkedes hende at undslippe, men hendes stilling var nu overordentlig farlig, da tysk anklage mod hende lød på spionage af groveste art. Hun kom derfor nogen tid efter til Sverige. Her ledede hun et flygtningehjem for kvinder og børn. Hun trådte senere ind i Den danske Brigade og vendte med den tilbage til Danmark.

Efter krigens ophør meldte hun sig til velfærdsorganisationen RED BARNET, som sendte hende ud på rejser i det krigshærgede Europa. Hun virkede utrætteligt i sit arbejde for Europas børn, indtil hun måtte bukke under for sin sygdom ‑ en kræftlidelse - der den 5. marts 1948 medførte døden.

Hun blev bisat fra Bispebjerg Krematorium. Hendes gamle modstandskammerater, deriblandt den første faldskærmsmand, stod æresvagt ved hendes kiste.

Nr. 101 på De Syv Små Hjem

Otto Malling Olsen

født den 7. april 1886 ‑ død den 24. oktober 1944

Otto Malling Olsen fødtes i Glumsø som søn af brygger C. Vilh. Olsen. Som purung gik han på valsen og rejste i Sverige, Tyskland og England, hvor han specielt uddannede sig inden for træindustrien. Ved faderens død vendte han tilbage til Danmark og overtog dennes brændeforretning og relativt beskedne pakkassevirksomhed.

Malling Olsens virketrang fik imidlertid ikke tilstrækkelig udløsning i det håndværksmæssige arbejde alene. På sin 2 1/4 årige rejse i udlandet havde han modtaget nye indtryk og ideer inden for sin branche, specielt på det kommercielle område. Med utrolig flid og energi arbejdede den unge Malling Olsen sin virksomhed op. Håndværkervirksomheden blev til industrivirksomhed. Den 15. november 1910 fik virksomheden navnet "De Forenede Pakkassefabrikker", og den blev en af de betydeligste virksomheder inden for branchen.

Trods sin erhvervsmæssige succes forblev Malling Olsen en beskeden mand. Han ønskede ikke at figurere i det offentlige liv, men kunne han hjælpe i det stille, var han altid parat.

Da Danmark blev besat af tyskerne, viste han dem fra første færd en kold skulder, og efterhånden som modstandsarbejdet voksede, ydede Malling Olsen også her på sin egen stille måde en indsats, især ved at stille pengemidler til rådighed.

Det er uvist, hvad den egentlige årsag har været til, at tyskerne ønskede Malling Olsen likvideret, idet man senere kun har kunnet konstatere, at den berygtede Peter‑gruppe uden nærmere forklaring om morgenen den 24. oktober 1944 på Dagmarhus modtog ordre til omgående likvidering af Malling Olsen, og samme dags eftermiddag indfandt 2 medlemmer af terrorgruppen sig på Malling Olsens kontor og forøvede deres skændige handling.

Nr. 102 på De Syv Små Hjem

2. Oktober 1943

Natten til den 2. oktober 1943 indtraf den begivenhed, som vel kunne forudses ville komme, men som vi håbede, vi lykkeligt skulle blive forskånet for: Menneskejagten på vore jødiske landsmænd.

Ved midnatstid indledtes razziaen. Cirka 300 jøder blev arresteret i nattens løb og førtes om bord på fire tyske transportskibe. Ialt blev 492 jøder deporteret til Theresienstadt.

Umiddelbart før razziaen fandt sted, havde velinformerede danske kredse fået ret sikre oplysninger om, at en aktion rettet mod de danske jøder var under forberedelse.

Der blev øjeblikkelig sendt advarsel til de ledende indenfor Det jødiske Trossamfund. I hundredvis af danske hjem åbnede deres døre for at skjule de forfulgte jøder, og et omfattende apparat blev sat i system for at få jøderne dirigeret til de illegale opsamlingssteder, og derfra over Øresund til Sverige. Ialt lykkedes det cirka otte tusinde jøder at komme til Sverige, som straks etablerede et stort hjælpearbejde for flygtningene.

På 10‑årsdagen for jødeforfølgelsens begyndelse skænkede Jødisk Ungdomsforbund et beløb til et værelses opkald på 4. Maj Kollegiet til ihukommelse af en af besættelsestidens mest skændige handlinger.

Nr. 103 på De Syv Små Hjem

Færøerne

Den anden verdenskrigs udbrud vanskeliggjorde forbindelsen mellem Danmark og Færøerne. I foråret 1940 gik der adskillige uger mellem hver postsending. Til gengæld fulgte færingerne krigens begivenheder gennem radioen, og da de hørte budskabet om Danmarks besættelse, blev den 9. april 1940 også for dem en sorgens dag.

Den britiske premierminister erklærede den 11. april 1940 i den engelske radio, at England ville beskytte Færøerne mod alle krigens byrder og etablere sig på øerne, indtil den time kom, da Færøerne atter kunne gives tilbage til et Danmark, der var blevet befriet for den trældom, som det tyske angreb havde påført det. Ti dage senere landsattes engelske tropper.

Færøerne slap dog ikke for tyske angreb. I november 1940 ødelagdes under luftbombardement flere huse. Ved et flyverangreb den 10. oktober 1941 på Klaksvig blev kajen ødelagt og flere skibe sænket. Øerne blev ialt udsat for en halv snes angreb, der forvoldte en del materiel skade, men ingen hjemmeboende færing blev dræbt.

Derimod havde færøske fiskere, der i egne både måtte sejle deres fangster til England, store tab. Cirka hvert fjerde skib af fiskerflåden gik tabt, ialt 25 skibe, og 131 færøske fiskere satte livet til.

Den 11. november 1941 stiftedes i Thorshavn foreningen "Frit Danmark" i tilslutning til Danish Council i London. I begyndelsen gik foreningsarbejdet trægt, men efter den 29. august 1943 voksede medlemstallet, og ved krigens slutning talte foreningen 400 medlemmer.

Foreningen indsamlede penge, der blev oversendt til det danske råd i London og til den danske flygtningeorganisation i Sverige, men først og fremmest havde foreningen de allierede danske søfolks velfærd for øje.

Hverken politisk eller retlig skete der ændringer i øernes administration under krigen. Færøerne var stadig Danmarks nordligste amt.

Nr. 104 på De Syv Små Hjem

Knut Esmarch

født den 10. april 1922 ‑ død den 16. oktober 1945

Knut Esmarch er født i Norge. Da hans fader blev norsk minister i København, overflyttedes sønnen i 1937 til Metropolitanskolen i København og senere til Stenhus Kostskole. Her tog han studentereksamen i 1942.

Han rejste tilbage til Norge for at deltage i den norske modstandskamp. I februar 1944 arresteredes han af tyskerne og blev interneret i den norske koncentrationslejr Grini. Efter seks måneders ophold der overførtes han til Stutthof koncentrationslejr. Denne lejr evakueredes den 25. januar 1945, og fangerne blev efter en uges march anbragt i en lejr i landsbyen Ganz. Her befriede russerne dem den 10. marts 1945.

Knut var da så syg, at han blev sendt til et sygehus i den polske by Thorn. Knuts fader opsporede ham her i august 1945 og fik sendt ham til Stockholm, hvor faderen da var norsk minister.

Knut blev indlagt på Epidemisygehuset i Stockholm, men var udslidt og døde den 16. oktober 1945.

Nr. 105 på De Syv Små Hjem

Kulsvierne

I forbindelse med 10 - årsdagen for Danmarks befrielse oprettede gamle medlemmer af modstandsbevægelsen i Frederiksborg amt vest - der under krigen opererede under navnet KULSVIERNE - et mindeværelse på Kollegiet.

Nr. 106 på De Syv Små Hjem

Mogens Kirstein

født den 26. december 1902 ‑ død den 16. juni 1945

Mogens Kirstein var søn af læge Ernst Kirstein, København. Han kom ind i socialministeriet som sekretær i 1930. I 1941 blev han udnævnt til kontorchef og umiddelbart efter Danmarks befrielse til departementschef i det da nyoprettede ministerium for særlige anliggender.

Socialministeriets arbejdsområde blev udvideT stærkt i krigens år. Sideløbende med det sædvanlige forsorgsarbejde, som opretholdtes på legal måde, organiserede ministeriet det illegale forsorgsarbejde, der voksede stærkt, især efter oktober 1943. Man arbejdede for danske fanger i de tyske koncentrationslejre, hvem ministeriet ad flere veje søgte at komme i forbindelse med, ofte under dække af Røde Kors's Navn. Da Tysklands sammenbrud nærmede sig, organiserede man et stort administrationsapparat, så hjemsendelsen af de tusinder af fanger kunne ske med øjeblikkelig varsel og under fornøden lægehjælp og pleje.

Mogens Kirstein var sjælen i alt dette. I disse krigens år påtog han sig så meget arbejde, at han bogstaveligt talt sled sig op. Faren ved at modarbejde tyskerne skænkede han næppe en tanke for sin egen persons vedkommende.

Da han udnævntes til departementschef for det nye ministerium, fik han dermed ansvaret for efterkrigstidens resocialiseringsarbejde. Han startede på dette arbejde med uformindsket energi, men midt i sin nye gerning indhentede døden ham ‑ kun 42 år gammel.

Nr. 107 på De Syv Små Hjem

J. E. Snog Christensen

født 1. maj 1879 ‑ død 30. august 1944

Jens Emil Snog Christensen blev født i Nielstrup ved Randers. Hans fader var proprietær Th. Snog Christensen.

Snog Christensen blev bygningsingeniør, cand.polyt., i 1907 og fik ansættelse ved Frederiksberg Kommunes tekniske forvaltning, hvilken ansættelse varede til 1921, da han etablerede egen rådgivende ingeniørvirksomhed.

I årene, der fulgte, drog mange institutioner nytte af Snog Christensens store arbejdskraft og dygtighed, og der pålagdes ham mange offentlige tillidshverv. Fra 1921 til kort før krigen var han således medlem af bestyrelsen for henholdsvis Frederiksberg Skatteyderforening og Dansk Skatteborgerforening, men hans største arbejde faldt inden for grundejerorganisationerne, hvor han beklædte en række tillidsposter. Her skal blot nævnes, at han blev medlem af bestyrelsen for Københavns Grundejerforening i 1924, og ved sin død i 1944 var han foreningens formand.

Snog Christensen hørte til den kategori af fremtrædende danske mænd, hvis nationale sindelag var en torn i øjet på det tyske herrefolk, og da den tyske besættelsesmagt i krigens sidste år intensiverede terroriseringen af den danske befolkning, blev Snog Christensen et offer herfor.

Den 30. august 1944 om morgenen bortførtes han i nærheden af sit hjem af tyske håndlangere, og under hele krigen var hans skæbne uvis. Efter krigen konstateredes det, at det var den berygtede Peter ‑ gruppe, der havde forøvet bortførelsen og havde dræbt Snog Christensen. Man har ikke kunnet få nærmere oplysninger om denne udåd. Snog Christensens lig er således aldrig blevet fundet, men det menes, at det er nedsænket i Øresund.

Nr. 108 på Frihedsgangen

Mogens Fog

født den 9. juni 1904 ‑ død den 16. juli 1990

Mogens Fog blev opdraget i et kulturradikalt akademikermiljø.

Han blev læge i 1930, dr.med. i 1934 og som 34‑årig i 1938 professor i neurologi ved Københavns Universitet samt overlæge ved Rigshospitalets neurologiske afdeling, en stilling han beholdt til 1974.

Mogens Fog blev tidligt medlem af Det Kommunistiske Parti, hvor han tilsluttede sig formanden Aksel Larsens fløj. I 1940 var han ude af det praktiske daglige partiarbejde, men kunne i vinteren 1941‑42 formidle en kontakt mellem Aksel Larsen og den konservative partileder Christmas Møller. Kontakten førte til dannelse af den tværpolitiske organisation "Frit Danmark", der i april 1942 udsendte første nummer af sit blad. Samtidig ydede Fog praktisk hjælp til de første faldskærmsfolk og satte dem i forbindelse med hærens efterretningstjeneste. Da politiets arrestationer i december 1942 ramte "Frit Danmark"s ledelse, måtte Fog gå under jorden. I et brev til sine bekendte argumenterede han under eget navn for aktiv modstand ("havet består af dråber"). Brevet tryktes i den illegale presse, men fik også vid udbredelse gennem afskrifter fra hånd til hånd.

Mogens Fog var medstifter af Frihedsrådet, hvor han repræsenterede "Frit Danmark", og han blev en af rådets vigtigste skikkelser. Ofte var det hans tanker, der gik igennem rådets opråb og paroler. Han var en af rådets repræsentanter i bladudvalget og sad sammen med Frode Jakobsen i det vigtige kommandoudvalg, indtil han i oktober 1944 blev arresteret af gestapo. Hans identitet var kendt, men ved at give rollen som den intellektuelle, men ufarlige salonkommunist undgik han pinlige forhør, og englændernes bombning af Shellhuset befriede ham i marts 1945.

Fog blev minister uden portefølje i befrielsesregeringen, hvor han gennemførte loven om erstatning til besættelsestidens ofre. 1945‑1950 sad han i Folketinget, valgt i tilslutning til kommunisterne, og han var i de følgende år ledende i "fredsbevægelsen". Men han brød med DKP i 1956 og var 1958‑59 medstifter af SF, hvis partiprogram han var med til at udforme (1963).

Som rektor for Københavns Universitet 1966‑1972 håndterede han studenteroprøret med behændighed, og han virkede for så vidt muligt at undgå, at de nye styrelsesregler og institutionens eksplosive vækst skulle ødelægge kvaliteten.

Han forblev tro mod sit synspunkt fra sit socialmedicinske arbejde i ungdommen: At fri forskning er grundelementet i al videnskab.

Nr. 109 på Frihedsgangen

P. M. Daell

født den 14. juli 1886 ‑ død den 20. juli 1974

Peter Møller Christensen Daell fik en rent praktisk handelsuddannelse i Vestjylland og Aalborg, før han etablerede sig i København i 1910 og sammen med broderen Chr. Daell startede Daells Varehus i Nørregade i 1912. Ved systematisk annoncering og lave priser blev det snart en stor og blomstrende forretning, og P.M. Daell, som stod ved broderens side til 1947 og derpå afløste ham til 1961, var en holden mand fra 1930'erne.

P.M. Daell var fra sin ungdom ivrigt national og forsvarsven ‑ reserveløjtnant, fører i det frivillige skyttekorps, aktiv i den sønderjydske grænsekamp og ikke mindst i vinterkrigen 1939‑40 virksom for Finland, der takkede med at udnævne ham til kaptajn i den finske hær. I krigens første år førte hans dybe uro over partipolitikernes svigtende evne til at beskytte Danmarks selvstændighed ham ind i den gruppe af ingeniører og andre erhvervsledere, som ville have udskiftet de politiske ministre med fagfolk og personligheder ("Højgårdkredsen"), men han hørte til den fløj af denne ideologisk ret uensartede kreds, som derfra gik videre ud i illegalt arbejde mod besættelsesmagten. I 1941 var han med til at starte "Dansk Studiering" sammen med sin kollega Viggo Villadsen ("Magasin"), professor Husfeldt, advokat N. Busch‑Jensen samt Frode Jakobsen, og Daell dækkede stort set af egen lomme dennes udgifter, også efter at den i efteråret 1943 under navnet "Ringen" gik over til sabotagevirksomhed og bevæbning af en meget stor medlemsskare. Få måneder senere blev han arresteret, og da det lykkedes ham at flygte, søgte han til Sverige og var der i krigens sidste år.

Straks efter befrielsen tog Daell initiativet til oprettelse af Frihedsfonden, hvis formand han var til 1970. Han lagde mange kræfter og store beløb i denne fonds arbejde for at hjælpe dem, der havde lidt tab ved deltagelse i frihedskampen eller som følge af besættelsen i øvrigt. En særlig interesse viste han, bl.a. som formand for kollegierådet, for oprettelsen af 4. maj kollegier landet over i årene omkring 1950.

Nr. 110 på Frihedsgangen

Svend Truelsen

født den 23. marts 1915 - død den ??? januar 1997

Efter aftjening af værnepligt knyttedes Svend Truelsen som løjtnant af reserven til generalstaben. Han fortsatte dog sin civile uddannelse og blev 1936 sekretær i Landbrugsrådet, hvor han fik omfattende kontakter. Men ved krigsudbruddet i 1939 genindkaldtes han og uddannedes i efterretningstjeneste, idet han herefter, stadig ansat i Landbrugsrådet, skulle stå til disposition for hærens efterretningstjeneste. Fra oktober 1940 videregav efterretningstjensten oplysninger om den tyske besættelsesmagt til englænderne. Tjenestens kernestab var ret lille og blev slået helt i stykker ved tyskernes aktion den 29. august 1943. I denne situation fik Svend Truelsen 28 år gammel til opgave at genopbygge efterretningstjenesten og dens arbejde for de allierede fra grunden.

Efterretningstjensten havde indtil da ud fra sine militære koncepter set med uvilje på den civile modstandsbevægelse, hvis aktiviteter ‑ for eksempel sabotage ‑ kunne true indsamlingen af efterretninger. Truelsen havde, med Mogens Fogs ord, en ganske anden indstilling. Fra det sene efterår 1943 og indtil han i maj 1944 måtte tage til Sverige, opbyggede han hurtigt flere omfattende efterretningsnet. Han samarbejdede herunder ‑ gennem Frihedsrådet ‑ med den civile modstandsbevægelse og også med SOE's (Speciel Operations Executive) leder i Danmark, Flemming B. Muus. Gennem denne fik han som noget usædvanligt i foråret 1944 personlig direkte radiokontakt med London.

Fra sommeren 1944 arbejdede Truelsen i London under SOE som medlem af den danske efterretningssektions stab. Han deltog i planlægningen af de engelske præcisionsangreb mod gestapohovedkvartererne i Danmark.

Montgomerys ord om den danske modstandsbevægelse som "second to none" var egentlig møntet på efterretningstjenestens arbejde, og i dette stod Truelsen ikke tilbage for nogen.

Efter krigen uddannede Truelsen sig til jurist, blev advokat og medlem af mange A/S‑bestyrelser.

For 4. maj kollegierne gjorde han en stor indsats som medlem af kollegierådet og formand for bestyrelsen for 4. maj kollegiet i København 1976‑1981.

Nr. 111 på Frihedsgangen

Frode Jakobsen

født den 21. december 1906 - død den ????

Frode Jakobsen voksede op på Mors og tjente i landbruget, inden han fik mulighed for at læse. Som student rejste han i 30'ernes Tyskland, fik førstehåndskendskab til nazismen og gik ind i arbejdet til fordel for tyske flygtninge. Han blev cand.mag. i 1939 og nåede at udgive en bog om Nietzsche, men efter den tyske besættelse tog det politiske arbejde al hans tid. Som socialdemokrat følte han skuffelse over partiets holdning, og i 1941 deltog han i dannelsen af "Dansk Studiering" (senere blot "Ringen"), hvis hovedorganisator han blev.

Uden for de aktivistiske miljøer omkring Dansk Samling og kommunisterne var modstanden endnu kun ved at udkrystallisere sig fra en mere generel søgen mod faste værdier. Under sine stadige rejser fra by til by vandt Frode Jakobsen det meste af "Ringen"s medlemskreds, der havde et stærkt indslag af folk fra undervisningsvæsenet og de liberale erhverv, for en aktivistisk linje. På denne basis kunne organisationen efter 29. august 1943 rekruttere fra brede kredse til det illegale arbejde. Ligesom Mogens Fog mente Frode Jakobsen, at danskerne måtte være parate til at bringe virkelige ofre - men han mente, at ofrenes virkning for folks selvværds - følelse i sig selv var vigtigere end de eventuelle militære resultater.

Frode Jakobsen var medstifter af Danmarks Frihedsråd. Han var den eneste af de oprindelige medlemmer, som var uafbrudt aktiv helt frem til befrielsen. Utvivlsomt havde han med sine erfaringer fra ungdommen større sans for "security" end mange andre i rådet. Frode Jakobsen deltog, ofte som hovedforhandler, i alle rådets afgørende forhandlinger med de danske politikere, militæret og englænderne. Sejt arbejdede han på at få Frihedsrådets autoritet anerkendt af disse såvel som af modstandsbevægelsens mange grupperinger.

Befrielsesregeringen - hvori han var minister uden portefølje - var med sin ligelige repræsentation fra modstandsbevægelsen og politikerne et resultat af hans linje. Derimod afviste han tankerne om at føre modstandsbevægelsen videre som en politisk bevægelse efter krigen.

Fra valget i 1945 og til 1973 sad han i Folketinget valgt for Socialdemokratiet. Han fulgte ofte, særlig i udenrigspolitiske spørgsmål, en selvstændig kurs. Først som tidlig og konsekvent fortaler for NATO - han var 1948 - 1971 Hjemmeværnets civile leder - og i sine sidste år som åben kritiker af USA's politik i Vietnam.

Nr. 112 på Frihedsgangen

Børge Outze

født den 18. marts 1912 ‑ død den 27. juni 1980

Outze var journalist fra han fyldte 16 år, først på Fyns Venstreblad i Odense, 1936‑44 på den konservative Nationaltidende i København. De mange nyheder om tyske overgreb, danske protester og knæfald efter 9. april 1940, han fik som bladets politireporter, men på grund af censuren ikke kunne få trykt, videregav han løbende til kolleger, som syslede med illegale blade og til bladets udgivere. Med bidrag fra kolleger på andre redaktioner udviklede han fra august 1943 denne service til et regulært nyhedsbureau for illegale blade og grupper. Især efter sammenslutningen i april 1944 med Peter de Hemmer Gudmes "Nordisk Nyhedstjeneste" blev dette snart en hovedkilde til især danske forhold for den illegale presse og indirekte for udenlandske medier.

Den 14. oktober 1944 blev Outze sammen med andre grebet af gestapo, som imidlertid fire uger senere lod ham flygte, da han foregav at ville spionere mod Sovjetunionen. Mens "Information" videreførtes for fuld kraft af bl.a. Eigil Steinmetz, Sigvald Kristensen, Hakon Bruun og Kai Johansen, var Outze gennem de sidste krigsmåneder i Stockholm. Her arbejdede han for Frihedsrådets udadvendte PR‑organ "Dansk Pressetjeneste", der lededes af Erik Seidenfaden.

Om aftenen den 4. maj 1945 besatte Outze og hans venner nazistorganet "Fædrelandet"s forladte kontor og trykkeri, hvorfra de i de næste dage udsendte "Information" som dagblad. Efter et par uger satsede de på at opretholde den som en seriøst orienterende aftenavis, forankret i den ikke‑kommunistiske modstandsbevægelse, men uafhængig af partier og organisationer, ja endog af nogen udgiverkapital. På denne improviserede basis lykkedes det at videreføre "Information" gennem en snes år, redigeret og for en stor del skrevet af den spillevende all‑roundkommentator Outze og af udenrigsskribenten Erik Seidenfaden (1946‑67). Skønt bladet herefter gik over på andre hænder og politisk anlagde en anden linje, blev Outze i redaktionen til sin død.

Nr. 113 på Frihedsgangen

Arne Sørensen

født den 2. oktober 1905 ‑ død den 1. marts 1979

Arne Sørensen var i 30'erne medarbejder ved Politiken og højskolelærer. Han var fascineret af tidens kultur‑ og samfundsændringer, men kritisk mod den medfølgende forkastelse af traditionelle værdier. Hans bog "Det moderne menneske" (1936) nåede et stort oplag, og han blev en efterspurgt foredragsholder og kunne udsende sit eget tidsskrift "Det tredje Standpunkt". I oktober 1936 grundlagde han partiet Dansk Samling. Det skulle forny det parlamentariske demokrati på nationalt grundlag, men vendte sig også mod den tyske nazisme, der havde skabt en autoritær ideologi og sat nationen i Guds sted.

Arne Sørensen så besættelsen i april 1940 som udtryk for det gamle systems magtesløshed. Han tilsagde først samlingsregeringen partiets støtte, men satte samtidig en national agitation ind, idet han sammen med Vilhelm la Cour, Kaj Munk m.fl. i ord og tale eksponerede den eftergivenhed, som forhandlingspolitikken indebar. Det kostede ham selv en hæftestraf på 60 dage i 1941, men han blev ved.

Arne Sørensen var kirkeminister i befrielsesregeringen i sommeren 1945, men ved valget i oktober fik partiet kun fire mandater, og det gled helt ud i 1947, da Arne Sørensen ikke genopstillede. 1948‑65 levede han mest i udlandet, stadig aktiv som debattør og iagttager. Efter at være vendt hjem arbejdede han for fremtidsforskningen, senest som forstander for Forskningshøjskolen i Haderslev.

I foråret 1942 kontaktedes Arne Sørensen af de britiske faldskærmsagenter. Partiets funktionærer fik nu til opgave at hjælpe agenterne, og ud over landet tog dets folk skridt til at oprette sabotagegrupper. Imens opsagde Dansk Samling i 1943 støtten til regeringen og opstillede i opposition til den ved folketingsvalget i april 1943. Arne Sørensen blev valgt sammen med to andre. Den 29. august 1943 gik han under jorden, hvor han udsendte illegale skrifter som pamfletten "Hvad skal vi gøre ved tyskerne bagefter?", "Niels Jydes Breve" og til sidst det dagligt udkommende "Morgenbladet". Han indtrådte i december 1943 i Frihedsrådet, hvor han særlig virkede i bladudvalget.

Nr. 114 på Frihedsgangen

H. H. Koch

født den 17. april 1905 ‑ død den 22. december 1987

Hans Henrik Koch var jurist, fra 1930 ansat i Socialministeriet, hvor han var departementschef fra 1942 til 1975. I denne stilling kom han til at spille en afgørende, omend ikke meget synlig rolle for modstandsbevægelsen og besættelsesmagtens ofre gennem de sidste krigsår, fordi han besad såvel mod, humant og nationalt sindelag som usædvanlige evner for selvstændig vurdering og utraditionel håndtering af organisatoriske problemer.

Som departementschef indgik han i det "departementschefstyre", der fra 29. august 1943 til 4. maj 1945 praktisk ledede den danske centraladministration efter ministeriets afgang og talte befolkningens sag over for tyskerne, stadig i tæt uofficiel kontakt med de ledende politikere og fra 1944 også med Frihedsrådet. Skønt yngst blandt de 25 chefer hørte Koch og hans jævnaldrende Jac. Høirup (Arbejdsministeriet) straks til de mest aktive og årvågne i fastlæggelsen af den vanskelige og pinagtige balancegang mellem hensynene til at skåne befolkningen og til ikke at hjælpe tyskerne med at opretholde ro, orden og normal produktion. De virkede for at ordne en fredelig afslutning på folkestrejken 3. juli 1944, og de fik på tværs af politikerne gennemført, at departementschefstyret videreførtes også efter at politiet var taget 19. september 1944.

Imens var Koch fra april 1944 styrets forbindelsesmand til Frihedsrådet (opr. via Mogens Fog), og med støtte fra E. Dige (Finansministeriet) fik han gennemført, at der via Socialministeriet overførtes over 50 mio. kr. til modstandsbevægelsen og til flygtningehjælp. Og fra 1943 arbejdede han gennem sit eget departement, støttet af Røde Kors og flere institutioner, flittigt og effektivt med at hjælpe de jøder, kommunister og andre, som nu indsattes i fængsler og lejre i Danmark og Tyskland. I krigens sidste måneder medvirkede dette netværk til Bernadotte‑aktionen for hjemsendelse af danske fra KZ‑lejrene.

Efter krigen var H.H. Koch ledende i det internationale hjælpearbejde, i forberedelsen af folkepensionen, af det fællesnordiske arbejdsmarked og moderniseringen af Grønland. Han deltog også i oprettelsen af Frihedsmuseet og af 4. maj kollegiet på Frederiksberg.

Bibliotek på Frihedsgangen

Jørgen Kieler

Jørgen von Führen Kieler

født den 23. august 1919

Jørgen von Führen Kieler fødtes i Horsens i et lægehjem. Efter studentereksamen 1939 flyttede Kieler til København for at studere medicin. Han kom til at bo sammen med tre af sine søskende, med hvem han delte en national, forsvarsvenlig og antinazistisk opdragelse.

De fire søskende havde mange kontakter i studentermiljøet og gik i slutningen af 1942 ind i "Frit Danmark"s illegale bladarbejde og senere i fremstillingen af "De danske Studenter".

Under aktionen mod de danske jøder oktober 1943 udfoldede den løst sammensatte gruppe stor aktivitet i hjælpearbejdet. Den advarede jøder, indsamlede betydelige pengebeløb og drev en rute fra Nordhavnen til Sverige.

Jørgen Kieler var blandt dem, der fandt, at også studenter burde være aktive i sabotagen. Ved en familieforbindelse til kadetter, der kom ud af interneringen på Holmen, blev han i oktober 1943 medstifter af sabotagegruppen "Holger Danske 2" med den noget ældre "John" Svend Otto Nielsen som leder og Jens Lillelund som kontaktperson opad.

"Holger Danske 2" var i vinteren 1943‑44 blandt dem, der gav sabotagen en mere direkte retning mod krigsindustrien. Flere af gruppens aktioner skete under skudveksling med sabotagevagter. Gruppen var usædvanlig ved også at operere i provinsen. Den 12. december 1943 hjalp den lokale folk med at sprænge Varde Stålværk, og Kieler deltog i julen i to aktioner i hjembyen, Horsens. Efter en større aktion mod Burmeister & Wain 15. januar 1944 gik det galt for gruppen, da den 6. februar igen ville assistere lokale sabotører i Jylland.

En aktion mod to virksomheder i Aabenraa mislykkedes. En blev dræbt; Kieler, der var såret af et skud i halsen, blev taget til fange sammen med en ligeledes såret kammerat. Senere arresteredes yderligere tre medlemmer af gruppen.

Kieler undgik henrettelse, men sendtes efter adskillige måneder i Vestre Fængsel via Frøslev til koncentrationslejren Porta i Tyskland, hvor næsten halvdelen af de danske fanger døde.

Kieler kom hjem, tog lægeeksamen 1947 og blev, efter studieophold i USA, dr.med. i 1954.

Han har særlig virket inden for kræftforskning, men har også forsket i sultsygdomme og skrevet historiske afhandlinger om modstandsbevægelsen.

Jørgen Kieler var 1970‑82 medlem af 4. maj kollegiets bestyrelse og 1975‑88 formand for Frihedsfonden.

Ingen plade og værelse

Göteborg

I tiden fra 29. august 1943 til 4. maj 1945 søgte 17000 danske på grund af gestapos forfølgelse ophold i Sverige. Adskillige af disse flygtede modstandsfolk bosatte sig i Göteborg, og støttet af kredse af byens borgere førte de kampen videre mod den tyske besættelsesmagt i Danmark.

De samme svenske kredse indsamlede ret store pengemidler til støtte for flygtningene og deres sag, og hjælpen fortsatte også efter krigen, idet man i 1946 modtog mange danske, der var kommet syge hjem fra tysk koncentrationslejr eller hvis pårørende var blevet dræbt under modstandskampen, til rekreationsophold i "Pixbo" i nærheden af Göteborg.

De tiloversblevne pengemidler blev - sammen med overskuddet fra udstillingen "Det kæmpende Danmark", der blev afholdt i 1947 i Göteborg - overrakt Frihedsfonden på 10 - årsdagen for Danmarks befrielse til oprettelse af en fællesstue i Kollegiets østfløjs tagetage opkaldt Göteborg.